Zinedine Zidane har fået omstødt den karantæne, der betød, at han ikke kunne træne Real Madrids reservehold, Castilla, i tre måneder.

Real Madrid har store forhåbninger til Zidanes trænerkarriere, og han er flere gange blevet nævnt som en fremtidig cheftræner i kongeklubben. Derfor var det også et stort slag, da den tidligere franske storspiller i slutningen af oktober fik tre måneders karantæne for ikke at have tilstrækkelige licens til at træne Real Madrids reservehold.

Den dom appellerede Primera Divisions førerhold med det samme.

- Vi er absolut uenige i den afgørelse og vil forfølge sagen med alle midler og hvorsomhelst. Zinedine Zidane havde en trænerlicens udstedt af det franske fodboldforbund til at lede en klub på det niveau, lød det i en officielt udmelding. Og nu har den spanske sportsdomstol lyttet til protesterne.

I en afgørelse fastslår de, at Zinedine Zidane ufortrødent kan fortsætte med at være træner i Segunda Division B.

- Real Madrid CF kan fortælle, at ACS (den spanske sportsdomstol, red.) har givet klubben ret i appellen, og derfor kan Zinedine Zidane nu fortsætte sine professionelle aktivitet, skriver Real Madrid på sin hjemmeside.