HB Køges sportschef Per Rud priser sig lykkelig over, at hans cheftræner i HB Køge, Tommy Møller Nielsen, trods alt slap billigt fra voldsom ulykke og kraniebrud.

Torsdag blev HB Køge-træner Tommy Møller Nielsen indlagt med kraniebrud efter at være indblandet i en slem trafikulykke i Odense.

Møller Nielsen cyklede sin sædvanlige morgentur, da han blev ramt af en bilist og blev så slemt tilredt, at han måtte opereres for kraniebrud.

Sportschef hos Superliga-nedrykkerne Per Rud er dagen derpå lettet over, at Møller Nielsen trods alt slap heldigt.

- Han blev opereret i går, og han er medtaget af narkosen. Umiddelbart vurderer lægerne, at han ikke får mén, men det er lidt tidligt at udtale sig. Han er sluppet rigtig heldigt, for det var så voldsom en kollision, og det var absolut livstruende. Det vil det altid være, når man banker hovedet ned i kantstenen og mister så meget blod, siger Per Rud.

Sportschefen har allerede først samtaler med cheftræneren.

- Han kan godt tale normalt, men ind i mellem siger han noget forbandet vrøvl. Det er meget normalt.

Kørte han med cykelhjelm?

- Det ved jeg ikke. Det vil jeg ikke kommentere på, siger Per Rud.

Indtil Tommy Møller Nielsen er tilbage på træningsbanen, overtager assistenttræner Per Frandsen HB Køge-tropperne, der står over for et gensyn med 1. division.