I princippet står Danmark lige nu uden et fodboldlandshold bestående af de bedste spillere. For når disse linjer læses, er den deadline, DBU for to uger siden satte op for landsholdsspillerne i forbindelse med den verserende lønkonflikt, overskredet.

Ifølge BTs oplysninger væltede det således ikke ind med underskrevne landsholdsaftaler fra spillerne på DBU Allé 1 mandag aften. Tværtimod står landsholdsspillerne skulder ved skulder med Spillerforeningen mod DBU i konflikten, der handler om uenighed om en ny bonusaftale og ikke mindst de kommercielle rettigheder affødt af unionens ønske om at kunne indgå markedsføringsaftaler direkte med spillerne.

Det har sat DBU i en prekær situation, som kan føre til noget af et prestigetab for direktør Claus Bretton-Meyer. Det virker nemlig usandsynligt, at DBU allerede nu effektuerer sanktionen om at se bort fra de 40-60 spillere, der er omfattet af ultimatummet, det kommende halve år.

I stedet er det sandsynligt, at arbejdet med at finde frem til en løsning vil vare ved frem til 17. marts, når landstræner Morten Olsen skal udtage truppen til de kommende testkampe mod USA og Frankrig. Er der ikke landet en aftale inden da, kan truslen om, at DBU vil se bort fra Daniel Agger og co., blive aktuel.

I forrige uge strandede forhandlingerne mellem DBU på den ene side og landsholdsspillerne og deres fagforening, Spillerforeningen, på den anden. Da forhandlingerne efter flere måneder løb ud i sandet sidst i februar, serverede DBU et ultimatum for de 40-60 spillere, der netop nu er landsholdsaktuelle.

’Skriv under på DBUs udkast til en ny aftale, eller du er ekskluderet fra landsholdet de kommende seks måneder’, lød ultimatummet i grove træk.

DBU er derfor under pres. Direktør Claus Bretton-Meyer gik ’all in’ med sit ultimatum, men Spillerforeningen og landsholdsspillerne sad roligt og kaldte hans bluff.

Nu har DBU og Bretton-Meyer to muligheder. Unionen kan enten føre sine trusler ud i livet og ekskludere Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, William Kvist og landets øvrige 40 til 60 bedste spillere fra at spille på landsholdet i de kommende seks måneder. En periode, hvor der ud over venskabskampene mod USA, Frankrig og Montenegro, også er en særdeles vigtig EM-kvalifikationskamp på hjemmebane mod Serbien i juni på programmet.

Det ville medføre, at DBU skulle kontakte spillerne i næste lag med et tilbud om at spille på landsholdet. Men også her ville et ’nej tak’ være overvejende sandsynligt.

DBU er derfor tvunget til at benytte sig af mulighed nummer to. En mulighed, der indbefatter ikke så lidt rygsvømning og medfølgende tab af ansigt. Unionen er således nødt til at gå imod sit eget ultimatum, ignorere de manglende underskrifter og tilbagemeldinger, og gå tilbage til forhandlingsbordet, som om intet var hændt. Det vil unionen melde ud i dag.

Dermed finder konflikten mellem parterne ikke en løsning tirsdag, medmindre den mod forventning findes ved forhandlingsbordet. Samtidig vil landsholdsspillerne – i hvert fald indtil videre – fortsat have muligheden for at medvirke i de kommende kampe, selv om de ikke har underskrevet en aftale.