Fernando Torres har spillet sammen med mange store fodboldspillere, men der er dog én, der stikker ud i Atletico Madrid-angriberens karriere.

Og det er den mangeårige Liverpool-anfører, Steven Gerrard.

»Han var alt, hvad jeg havde brug for på en bane. Og så personificeret i én spiller,« siger Fernando Torres til Football Focus. Det skriver Liverpool Echo.

»Jeg var en stor fan af Stevie, før jeg kom til at spille sammen med ham. Men da jeg så kom til at spille sammen med ham, var han endnu bedre, end jeg havde forventet,« siger den nu 33-årige spanier, der spillede for Liverpool i tre og et halvt år - fra 2007 til 2011.

Steven Gerrard (bill.) var en drøm at spille sammen med for Fernando Torres.
Steven Gerrard (bill.) var en drøm at spille sammen med for Fernando Torres. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»Steven Gerrard var med afstand den bedste spiller, jeg nogensinde har spillet sammen med. Jeg ville betale for at spille sammen med ham igen,« siger Fernando Torres, som ikke nåede at vinde noget, mens han var i Liverpool. Til gengæld vandt han både FA Cup'en, Champions League og Europa League med sin næste klub, Chelsea, som Steven Gerrard i to omgange var tæt på at skifte til.

Derimod vandt hverken Torres eller Gerrard Premier League.

»Jeg havde ondt af Steven Gerrard, fordi han ikke vandt Premier League, og fordi han var så tæt på i 2014. Steven Gerrard havde om nogen fortjent at vinde Premier League,« siger Fernando Torres, som jo også har vundet både EM og VM med Spanien.

Steven Gerrard er nu ungdomstræner i Liverpool, efter at han afsluttede sin karriere som aktiv i den amerikanske klub, Los Angeles Galaxy.