Den bedste spanske række er nu i et vakuum.

Efter den spanske fodbold-boss Angel Maria Villar Llona blev anholdt tirsdag, er La Liga efterladt i en underlig limbo-tilstand.

Et krisemøde blev afholdt i fodboldforbundet tirsdag efter den chokerende nyhed om, at præsidenten for det spanske fodboldforbund blev anholdt og mistænkt for blandt andet at have misbrugt sin position til at begå underslæb med forbundets penge.

På det møde blev det ifølge det spanske fodboldmedie Marca besluttet at udskyde offentliggørelsen af kampprogrammet for La Liga og de andre af landets bedste fodboldrækker.

På krisemødet deltog de regionale medlemmer samt klubmedlemmerne af det spanske fodboldforbund, og de besluttede at afvente til endnu et møde kunne afholdes. Mødet forventes at blive afholdt i næste uge, og indtil da må fodboldspillere og fans i den bedste spanske række vente i spænding på datoer for de helt store kampe.

Den 67-årige spanske fodbold-boss, der er tidligere spansk fodboldspiller, blev anholdt sammen med sin søn Gorka Villar, og begge har de tilbragt natten i fængsel i Madrid, skriver den spanske avis El Pais.

Angel Maria Villar Llona har været præsident for det spanske fodboldforbund i 29 år, og i 2015 blev han den fungerende præsident for UEFA, efter Michel Platini blev suspenderet. Blot en måned senere fik Villar en bøde på 25.000 schweizerfranc, svarende til 170.000 danske kr. for ikke at samarbejde i undersøgelsen af budprocessen i forbindelse med verdensmesterskaberne i 2018.