Daniel Agger er rygtet heftigt til Barcelona over de seneste par dage, men det ser ikke ud til, at det skifte bliver til noget alligevel.

Daniel Agger skulle ifølge lokalavisen Sport være nået til mundtlig enighed med Barcelona, men han står angiveligt lige nu i venteposition. Og der kan han blive stående i et stykke tid, hvis man skal tro den anden Barcelona-avis El Mundo Deportivo. De mener at vide, at det er Liverpool, der presser på for et salg, men at Barcelona allerede for et par uger siden takkede nej til tilbuddet.

En af de største udfordringer for et Barcelona-skifte er Marquinhos. Den brasilianske midterforsvarer er ifølge begge aviser førsteprioriteten for catalonierne, men spørgsmålet er, hvorvidt Paris SG er villig til at sælge den 20 år gamle midterforsvarer, som de købte for hele 235 millioner kroner for blot et år siden.

Skulle den handel ikke blive effektueret, er Daniel Agger ifølge Sport næste mand i køen, mens El Mundo Deportivo vurderer Arsenals Thomas Vermaelen som det bedste bud på et alternativ.

Barcelona er utvivlsomt på jagt efter endnu en midterforsvarer, og kandidaten skal være hurtig, modig, en dygtig bolderobrer samt pasningssikker. Her har brasilianske Marquinhos altså ramt flest rigtige. Og ifølge El Mundo Deportivos kilder er der "overhovedet intet i det", når det glæder Aggers mulige skifte til den spanske storklub.