De regerende europamestre har fået succes efter samme opskrift som FC Barcelona, men i denne sæson har José Mourinho og andre tilsyneladende fundet en modgift. Kan den også bruges mod det spanske landshold?
Det har været skiftedag i spansk fodbold.
I hvert tilfælde hvis man skal tro Cristiano Ronaldo. Real Madrids triumf i den forgangne La Liga-sæson indvarsler, hævdede den portugisiske stjerneangriber for nylig, »en cyklus, som kommer til at vare i mange år«. Også andre i og omkring hovedstadsklubben taler om »en ny æra«, og ikke kun fordi den »hvide« triptæller af mesterskaber igen spinner efter tre års FC Barcelona-dominans. Magtskiftet handler også, og især, om spillestil og ideologi.
Som Jose Mourinho med sin aldrig svigtende opportunisme formulerede det, efter at Chelsea mod alle odds og statistiske sandsynligheder havde slået den catalanske storklub ud af Champions League, eksisterer der også »en anden fodbold«. De evigt flydende Barça-kombinationer, der gennem de seneste sæsoner har begejstret millioner af fans over hele verden og irriteret næsten lige så mange, er hverken den eneste eller mest effektive vej til sejr.
Såvel Chelseas skjoldborgstaktik som Real Madrids mere offensive, men i forhold til FC Barcelona direkte stil, repræsenterer denne »anden« og mere mandfolkeagtige måde at gribe tingene an på, pointerede den portugisiske træner og lod forstå, at både hans tidligere og nuværende klub i denne sæson har vist, hvordan man kan trevle tici taca-spillet op og give spejderdrengene fra Barcelona velfortjent buksevand.
Muligvis. Men hvis Mourinho og Cristiano Ronaldo har ret, er det ikke godt nyt for det spanske landshold, som også Real Madrid-fans og andre anti-barcelonistas skal heppe på under sommerens EM-turnering.
Da Spanien for fire år siden vandt sit andet europamesterskab, var det årtiers forbandelse, som blev brudt. Trods stærke hold med stjerner som Butragueño, Michel, Guardiola, Luis Enrique og Raúl var det store fodboldland siden 1964 altid snublet undervejs i EM- og VM-turneringerne. Måske fordi landsholdet i det politisk sammensatte Spanien hverken for spillere eller fans samler nationen på samme måde som andre steder i Europa.
Først da den gamle Atlético Madrid-kæmpe Luis Aragonés bed hovedet af al skam og lod holdet spille som en filial af FC Barcelona, kom resultaterne under EM i 2008. To år senere var »det nationale kompromis« endnu mere udtalt, da et spansk hold ledet af den tidligere Real Madrid-træner Vicente del Bosque vandt VM-finalen i Sydafrika med ikke færre end syv Barcelona-spillere i startopstillingen.
De kommende uger er Barça-midtbanen med Xavi, Iniesta og Busquets igen udset til at spille hovedrollen, når La Roja forsøger at skrive historie som det første landshold, der vinder tre store turneringer i træk. Men vil de øvrige favoritter denne gang, belært af Real Madrid, med selektivt pres og andre taktiske varianter kunne kvæle de spanske kombinationer? Og vil spanierne løbe panden mod en mur, når mindre fodboldnationer kopierer Chelsea og dækker op i feltet med samtlige 11 mand?
Det vil sikkert blive forsøgt, men det bliver næppe udslagsgivende, mener Cayetano Ros, der følger landsholdet og den spanske liga som sportschef på El País’ Valencia-redaktion.
- Under VM i 2010 mødte Spanien også defensive og aggressivt spillende hold. Men spillerne var i stand til at overvinde vanskelighederne, fordi de vigtigste af dem var på toppen af karrieren og i den form, som spillestilen kræver, siger Cayetano Ros.
Og det er mere den fysiske side af sagen, der bekymrer ham denne gang.
- En central spiller som Xavi har ikke længere tidligere tiders friskhed. Samtidig kommer holdet til at savne Villa (der brækkede benet ved juletid, red.). Llorente, Negredo og Soldado er skarpe angribere, men giver ikke samme garanti for mål, og ingen kan overtage Puyols rolle som positiv leder og indpisker på banen, vurderer sportsredaktøren.
Spanien er dog stadig blandt hans favoritter sammen med Tyskland og Frankrig, og det er alt for tidligt begrave såvel La Roja og FC Barcelona som deres tici-taca.
- Barças statistik i ligaen i denne sæson er jo fuldstændig vild. De har scoret flere mål end nogensinde og har samtidig via høj boldbesiddelse forsvaret sig bedre end et defensivt mere solidt hold som Real Madrid, der blot var endnu skarpere og mere stabile, siger Cayetano Ros og tilføjer:
- Spillerne er jo kun mennesker. De kan være trætte og mangle den sidste præcision i afslutningerne som i CL-semifinalen mod Chelsea eller for to år siden mod Inter. Men det betyder ikke, at man definitivt har fundet opskriften på, hvordan FC Barcelona og det spanske landsholds skal spilles og besejres.
Desuden står det ingen steder skrevet, at hold, som praktiserer »den anden fodbold«, har patent på det held, som trods al taktisk teoridannelse og fodboldfilosofiske overvejelser stadig afgør et utal af kampe. Spørg blot Holland, der i VM-finalen for to år siden hele kampen holdt spanierne stangen med hårdt spil grænsende til det brutale. Blot for at se Iniesta score på en løs chance, kort før overtiden var forbi.
Det kunne ske igen.
Spanien finpudsede søndag aften EM-kampformen for sidste gang, inden det går løs. I Sevilla lykkedes det testmodstanderne fra Kina at holde Spanien fra nettet indtil seks minutter før tid, da David Silva kunne trille 1-0-målet ind på Andres Iniestas forarbejde.
Dermed har Spanien vundet alle tre træningskampe op mod EM, som for deres vedkommende begynder søndag mod Italien.
