Southampton sikrede sig med en 4-0 sejr over Coventry The Championships andenplads og skal dermed spille i Premier League i næste sæson.

Southampton kunne med en sejr over Coventry i The Championships 46. og sidste spillerunde sikre sig direkte oprykning til Premier League ved at ende som nummer to, efter Reading, i den næstbedste engelske række, og det var lige hvad holdet fra den engelske sydkyst gjorde. Hjemme på St. Marys kom Southampton hurtigt foran 2-0 efter scoringer af Billy Sharp og Jose Miguel Fonte, og allerede nedrykkede Coventry virkede således ikke opsatte på at stikke et kæb i Southamptons hjul i kampen om oprykning. I anden halvleg øgede den tidligere FCKer Jos Hooiveld føringen til 3-0, og med 25 minutter igen af kampen lukkede Adam Lallana scoringen til 4-0. Dermed nupper Southampton andenpladsen i The Championship lige foran West Ham, som med en 2-1 sejr over Hull endte blot to point efter de rød og hvid-stribede sydenglændere, og må dermed ud i play-off mod Birmingham, Blackpool og Cardiff, hvis holdet skal sikre sig en hurtig retur til Premier League. Southampton var senest i Premier League for syv år siden.

tipsbladet.dk