Ingen Bendtner, ingen Mike Jensen – ingen fodbold.

Onsdag aften spiller Rosenborg kvalifikationskamp til Champions League mod skotske Celtic, men de norske fans må undvære at se kampen.

I hvert fald de af dem, som ikke tager turen hele vejen til Skotland for at overvære den på Celtic Park.

Den skotske klub har nemlig afvist at sælge tv-rettighederne, som klubberne selv er herrer over i kvalifikationskampene.

Det skriver VG.

VG har været i kontakt med Anne Tufte, der er sportschef for MTG Sport, som normalt viser kampene i Champions League.

»Vi har i flere dage forsøgt at sikre os rettighederne til at vise kampen, men Celtic ønsker desværre ikke at sælge,« siger Anne Tufte.

Årsagen bag Celtics modvilje til at sælge rettighederne er ifølge Daniel Høglund, der er fodboldkommentator for den norske tv-station, at Celtic er bange for, at der vil opstå ulovlige streams af kampen, hvis de sælger rettighederne, hvilket vil få færre personer til at møde op på stadion.

Kampen spilles onsdag kl. 20.45. 

Til gengæld bliver de norske tv-seere ikke snydt for returopgøret i næste uge. Den er blevet købt at MTG Sport.