Ole Gunnar Solskjær kan ikke få nok af fodbold. Den tidligere Manchester United-profil fortæller om sin kærlighed til computerspillet Football Manager.

Hver dag sidder tusinder af danskere foran computerskærmen og lever sig ind i managerollen via cultspillet Football Manager.

Mens måske kæresten og andre ryster på hovedet over de mange brugte timer foran skærmen på det, 'der bare er et spil', kan en af virkelighedens toptrænere bekræfte spillets realisme og underholdningsværdi.

Den 39-årige nordmand Ole Gunnar Solskjær, der er i dag er træner for norske Molde, som han de seneste to sæsoner har vundet det hjemlige mesterskab med, fortæller, at Football Manager har været en stor del af hans liv.

- Jeg har altid været en kæmpe fodboldnørd. Og hvis jeg ikke trænede, så ville jeg helst spille på computeren. Et af spillene var Football Manager, siger Ole Gunnar Solskjær til Dagbladet.no.

Spillet, der er bygget op på en utrolig research, har gennem de seneste mange år givet fodboldglade folk verden over ømme håndled af at tæske løs på især mellemrumstasten på tasteturet i håbet om eksempelvis at føre Silkeborg IF til tops i Superligaen eller vinde Champions League med Manchester United.

Selvom Ole Gunnar Solskjær til dagligt er træner udenfor den virtuelle verden, så nyder han stadig at prøve taktikkerne af foran computerskærmen, som han har gjort det siden han var ung og spillede for Manchester United.

- Da jeg spillede i Manchester United, var det en del af hverdagen at koble af med at spille Football Manager. Det er et fantastisk spil, og det har betydet meget for mig gennem tiden. Man lærer meget om fodboldspillere, specielt unge talenter. Det er utroligt tæt på virkeligheden med hensyn til, hvem der bliver gode. De har gjort en utrolig research, siger han til Dagbladet.

Du kan se hele klippet, hvor Ole Gunnar Solskjær fortæller om sin passion her.