FC København-træner Ståle Solbakken er tre gange kikset med at få klubben videre fra forårets første knockoutkampe i Europa.

København. Aldrig før er FC København nået videre fra forårets første opgave i den europæiske knockoutfase. Tre gange tidligere er FCK røget ud af den første duel efter nytår.

FCK-træner Ståle Solbakken ledte også holdet i tre tidligere knockoutdueller mod henholdsvis Manchester City (Uefa Cuppens 16.-delsfinale i 2008/09), Marseille (Europa Leagues 16.-delsfinaler i 2009/10) og Chelsea (Champions Leagues ottendedelsfinale i 2010/11).

Torsdag gælder det returkampen hjemme mod bulgarske Ludogorets i Europa League.

FCK vandt den første kamp i Sofia med 2-1, og i tilfælde af samlet dansk sejr er københavnerne videre til turneringens ottendedelsfinaler.

Og Ståle Solbakken ser en eventuelt samlet sejr som en milepæl.

- Det er noget, vi stræber efter. De tre andre gange har det måske ikke været så realistisk. Nu er det mere realistisk.

- Med det udgangspunkt, vi har nu, vil det være en skuffelse, hvis vi ikke går videre, siger Solbakken.

- Forskellen var, at de hold, vi mødte dengang, var fra top-5-ligaer og midt i sæsonen. Det hold, vi møder nu, er midt i samme forberedelsesfase som os selv, siger Solbakken.

Nordmanden så tirsdag Manchester City besejre Monaco med 5-3 i Champions League. En sådan målrig kamp forventer han ikke torsdag. FCK har været gode til at holde buret rent på hjemmebane.

- Jeg er ikke overbevist om, at vi skal score. Vi har ikke sluppet så mange mål ind i Parken i Europa.

- Så det vil være dumt af mig at sige, vi skal score. Jeg tror ikke, det bliver en gentagelse af Manchester City-Monaco, siger Solbakken.

Han håber også på avancement for dansk fodbolds skyld.

- Det er vigtigt for alle i dansk fodbold, at vi fortsætter med at samle point. Det er positivt, hvis vi kan spille international fodbold så længe som muligt, siger Solbakken.

FCK-anfører Mathias "Zanka" Jørgensen mener, holdet bør kunne håndtere opgaven mod Ludogorets.

- Det er tæt på det maksimale, et dansk hold kan udrette. Hvis vi går videre, så er det super, og hvis ikke, så vil vi være skuffede i og med, at vi skaffede et fint resultat på udebane, siger anføreren.

- Jeg vil ikke kalde det en fiasko, hvis et dansk hold ryger ud på dette stadie i Europa. Danmark er ikke meget bedre end det her, siger han.

Kampen går i gang torsdag klokken 21.05.

/ritzau/