FC København lignede sig selv. I hvert fald i de første 45 minutter mod Sønderjyske. Og det endte godt for Ståle Solbakkens mandskab, der vandt 3-2 på et drømmemål af Andrija Pavlovic.

Nordmanden var da også ekstremt snaksalig efter kampen, hvor han var mere glad for de tre point trods de fine takter, og hvor han talte om et transfermarked, der ikke har været helt nemt at agere i for FC København denne sommer.

Det seneste rygte om FC Københavns spillerjagt handler om den græsk-portugisiske midtbanespiller Carlos Zeca, der er anfører i Panathinaikos.

»Jeg fik også et telefonopkald fra en spansk radiostation om, at vi skulle have lagt et bud på 50 millioner på Raul Garcia. De spiller selvfølgelig også mod hinanden på torsdag. Vi kender spilleren, men jeg tror ikke, vi kan betale 40 millioner,« siger Ståle Solbakken.

Koster han det?

»Det var det, folk (journalister, red.) fortalte mig i dag. At vi skulle have budt 40 millioner for en græsk midtbanespiller og 50 millioner for en spansk. Så vi skal i hvert fald i Champions League, før vi køber dem, haha.«

Ståle Solbakken meldte selv ud efter sejren over Vardar, at han ledte efter to spillere. Den ene en midterforsvarer og den anden en midtbanespiller. De når ikke at være med i onsdagens kamp mod Qarabag, hvor FCK efter første opgør er bagud 1-0, men det betyder ikke, at FCK helt lader være at handle inden, hvis muligheden viser sig.

»Vi venter ikke nødvendigvis til efter onsdag. Vi arbejder knaldhårdt på at finde en spiller eller to. Men det har været et meget vanskeligt marked. Vi har aldrig haft så god en scoutingafdeling. Vi har tre mand, som arbejder i døgndrift plus mig og Johan Lange. Det er fem i alt. Vi har fået 100 henvendelser fra spillere, der gerne vil spille for os. Det er gode navne, men de er bare ikke gode nok. Vi kan godt tage en ung, fremadstormende spiller, som jeg er 100 procent sikker på kan spille godt i Superligaen. Og som kan tage skridtet.«

»Men vi skal allerhelst have folk, som kan gøre en forskel og måske udfordre hierarkiet lidt i gruppen. Vi har mistet mange af den type. Daniel Amartey var en stor leder på banen – ikke uden for. Hvis jeg sagde til ham, at han skulle fjerne alle reklamerne inden kampen, så gjorde han det. Han havde den bedste disciplin af alle spillere, jeg har haft næsten. Så har vi mistet Delaney, Zanka og Cornelius på sin måde.«

»Vi vil i hvert fald have en ind til den øverste del af hierarkiet. Måske to. Det havde været ideelt. Men får vi en ung, som vi kan se kan spille godt i Superligaen, og som kan bygges op, er det fint. Men ikke en, som bliver en del af mængden. Dem har vi,« siger Solbakken.

Herunder kan du se FCKs vilde comeback, der sikrede københavner-klubben den første hjemmebanesejr i Superligaen denne sæson. Artiklen fortsætter under videoen.

 
Benjamin Verbic og Andrija Pavlovic scorer 2 mål på få minutter og vender et 1-2 nederlag til en 3-2 føring.
Vis mere

Ståle Solbakkens talestrøm fortsatte, og han afslørede, at det faktisk var ham selv, der var skyld i, at Thomas Delaney endte i Werder Bremen frem for en anden europæisk klub. Han kunne have solgt et halvt hold sidste sommer, men han lod være. Og specielt en fidus lavede han for at give bedst mulige forudsætninger for at sende FCK i Champions League sidste år.

»Jeg kunne have solgt Delaney til Bremen, men så var vi ikke kommet ind i Champions League. Åreladningen blev så kraftig. Og jeg har været overrasket over, at vi har været så tynde i et par Superliga-kampe, men jeg er også overrasket over, at vi har klaret at nå til den sidste kamp i Champions League-kvalifikationen, hvor vi kun er nede med 1-0. Den havde vi taget alle dage i ugen før sæsonen.«

»Vi har gravet vores egen grav, men vi har gjort det med åbne øjne. Det var mig, der solgte Thomas Delaney til Werder Bremen. De havde ikke hørt om Thomas Delaney. Jeg sagde til dem, at de kunne få den bedste midtbanespiller i Danmark for halv pris, men vi skal beholde ham i et halvt år. Den var Delaney med på. Vi havde ikke spillet Champions League, hvis vi havde solgt ham før.«

Ringede du selv til Werder Bremen?

»Ja, det gjorde jeg. Jeg havde snakket meget med dem om Ludwig Augustinsson, så jeg kunne spille et spil der,« siger Ståle Solbakken.

Onsdag skal han også spille et spil. Men det er et helt andet spil, og det handler om masser af millioner og endnu en tur i Champions Leauge, når Qarabag besøger København.