Thomas Delaney havde fået læggen i is efter 1-0-sejren over Silkeborg. Det er ikke unormalt for Superliga-spillere efter en kamp, men denne gang var det lidt værre en den normale slitage.

Silkeborgs Dennis Flinta havde nemlig sendt en hilsen med knopperne under sin ene fodboldstøvle, og det takserede dommer Dennis Mogensen til et gult kort. Alt for mildt, mente FCK-træneren efterfølgende.

- Det var helt utroligt. Det var det klareste røde kort i dansk fodbolds historie. Der var to fødder midt på læggen, og hvis du ser hans læg nu uden benskinner, er han heldig, at han ikke brækker benet. Det er heldigt, at han trækker benet til sig, for bliver han stående på det, så ville det være brækket, sagde Ståle Solbakken.

Der var få i Telia Parken, som var i tvivl om, at den hårde tackling i hvert fald var på grænsen til rødt kort. Dennis Flinta var en af dem - indtil han fik lov at se episoden en gang mere.

- Når jeg har set episoden nu, ser den lidt meget voldsom ud. Jeg vil så også sige, at billederne ikke er retvisende, for jeg drejer foden. Den ser voldsom ud, og så er det 50/50 og op til dommeren, sagde Dennis Flinta og forklarede, hvad der skete, da han efter 44 minutter tog sig et dristigt træk frem i banen.

- Hvis det havde været en af FCK-spillerne, der havde lavet den på en af vores, havde jeg nok også håbet på et rødt kort, men nu synes jeg det ikke. Jeg har ingen intentioner om at gøre ham ondt. Han må have trænet lidt hurtighed, for jeg husker ham ikke så hurtig, og det er det, der snyder mig lidt, fortalte Flinta.