Jores Okore har indledt samtaler med en anden dansk Superliga-klub. Det fortæller FCK-manager Ståle Solbakken.

Det er 100 procent sikkert, at Jores Okore ikke er i FC København i næste sæson.

Ordene er Ståle Solbakkens og falder samme dag, som midterforsvareren i BT har fortalt, at han vil væk fra de danske mestre.

Men hvor spiller den tidligere Premier League-spiller så efter sommerferien? Svaret er formentlig i en anden dansk Superliga-klub. Ståle Solbakken fortæller således, at han givet 24-årige Okore lov til at snakke med en af FCKs konkurrenter.

»Der er allerede en dansk klub, der har ringet til mig om Okore. Og de har fået lov at snakke med ham,« fortæller Solbakken, inden han understreger,. at en handel ikke er på plads.

»Det betyder overhovedet ikke, at vi er enige om, en overgangssum. Klubben ringede til mig, og jeg sagde, at de er hjerteligt velkomne til at snakke med ham,« fortsætter den norske FCK-manager.

Da Jores Okore kom til FCK sidste sommer, stjal de danske mestre midterforsvareren  for snuden af FC Midtjylland. Og tidligere på ugen fremhøvede midtjydernes sportsdirektør, Claus Steinlein, FCK-spilleren  som en mulig forstærkning. Det er derfor en nærliggende tanke, at det netop er FCM, der nu har hevet Ståle Solbakken i ærmet.

Adspurgt direkte om klubben, som nu snakker med Okore, er fra Herning, svarer Ståle Solbakken ikke direkte. I stedet ser han smilende og tænksom ud.

Tænksom behøver han  imidlertid ikke være, når det gælder Jores Okore. Det ligger fast, hvad der nu skal ske - og erstaningerne er på plads.

»Han kom til FCK på baggrund af, at han havde været væk fra fodbolden i et stykke tid på grund af skader. Vi skal vinde DM, vi skal gøre det godt i Europa, og jeg har to midtstoppere, som måske er det bedste par i dansk  fodbolds historie. Jores har spillet nogle kampe, og nogle er gået godt – andre er gået mindre godt. Det er ikke en social forening, jeg driver. Jeg er betalt for at vinde fodboldkampe og trofæer og Jores kom ikke med den største overgangssum. Det var enkalkuleret risiko, som begge parter tog, og så har det ikke fungeret, som det skal. Så må vi se, om Jores får de 20-25 kampe i træk, som både ham og jeg tror, han skal bruge for at få sit gamle niveau igen. Men de kampe kan jeg som FCK-træner ikke give ham. Det lader sig ikke gøre,« siger Solbakken, der ikke har tænkt sig at skræmme bejlere væk med en høj pris.

»Det er 14 dage siden, vi havde det møde, hvor vi sagde, den bedste løsning er, hvis han kan finde en anden klub, så alle parter kan være glade.
Hvis Liverpool kommer er det dumt at have sat en overgangssum. Det ville være urutineret. Men vi kommer ikke til at ’prise ham ud’, hvis han gerne vil til en klub og vi synes, det er ok, han spiller for den klub,« fortsætter Solbakken, der har Okores afløsere på plads.

»Vi har allerede købt en midtstopper (Michael Lüftner, red.), Erik Johansson bliver, Boilesen kan spille pladsen og Antonsson er der. Så vi har de fire, vi skal have.

BT har uden held forsægt at få en kommentar fra FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.