FCK-manager Ståle Solbakken var en glad mand, efter det lykkedes at kvalificere sig for fjerde gang til Champions League onsdag aften.
Og ifølge nordmanden var det helt fortjent, at FCK samlet gik videre med 2-1 mod APOEL. Dermed venter der millioner og store opgør på de danske mestre i løbet af efteråret.
Men det holdt hårdt. APOEL kom foran 1-0, og i et øjeblik balancerede avancementet på et knivsæg.
»Det er en kamp, vi kontrollerer. For mig at se kunne de spille til i morgen uden at score. De har én chance i Parken, og de har én chance her, og den scorer de på. Det er en hård mental næsetur, hvis det hedder det på dansk, men vi havde gennemgået scenariet. Vi skulle ikke gå i panik og blive ved med at kontrollere kampen. Det var meget fortjent over to kampe, at vi gik videre,« sagde han til TV3+ efter opgøret, men han indrømmede, at københavnerne har svært ved at score mål for tiden.
»Vi har måttet bruge lidt for mange chancer på at score i de seneste tre kampe, og det kan vi ikke gøre i Champions League. Der får du måske én chance på udebane og tre-fire på hjemmebane. Hvis vi skal tage point der, skal vi blive skarpere i de afgørende situationer,« lød det.
Dog kom Federico Santander på tavlen, da han afgjorde kampen med sit mål til 1-1.
»Da vidste vi, det var slut. Det var en fantastisk dejlig følelse. Vi har en lang flytur hjem, så der kan vi hygge og glæde os over, at vi er i den rette pulje i morgen. Det bliver stort for os. Det bliver stort for Parken. Det bliver stort for alle medarbejderne i Parken. Det bliver stort for hele Danmark at få Champions League ind i Parken igen. Vi har haft mange festlige stunder, og vi glæder os til at skabe flere,« pointerede Solbakken.
Torsdag trækkes der lod til gruppespillet i Champions League. Og Solbakken har et par ønsker.
»Jeg synes, det siger det meget godt, at vi er det fjerde seedningslag. Vi får nogle meget svære kampe. Udebanekampene i Champions League er meget svære for alle hold. Også de store. Det er sjældent, man vinder på udebane, men vi ved, at vi har en forrygende statistik på hjemmebane. Vi ved, at der bliver god stemning. Får vi en brugbar trækning, vil vi nok gerne have et rigtigt stort hold og så et par hold, vi kan tage point fra.«
