KØB PLUS!

Sørensen: Tonen er til tider rå til træning

Ingen slinger. Han vil vinde medaljer. Han vil vinde titler. Derfor ser AGFs cheftræner, Peter Sørensen, ingen grund til at spilde tiden på træningsbanen. Tonen er til tider rå. Sådan er det, når man jagter det (næsten) perfekte

En mand sidder på en bold, 2500 kilometer i fuglelinje fra Aarhus, på en portugisisk grønsvær, venstre hånd op foran øjnene, solen er skarp. Han ligner skuespilleren Yul Brynner, ham fra ’Kongen og jeg’, som han sidder der, kronraget, alvorlig mine, mens han betragter en flok fodboldspillere, der inden for kridtstregerne spiller til to mål på lille bane.

En gang imellem rejser han sig, forlader bolden, stopper spillet, siger ’suverænt, det der, Osama, det er lige præcist sådan, det skal være’ eller ’er banen dårlig? Hold så kæft. Du skyder over mål hver eneste gang, du afslutter. Dét er for dårligt. Er du med?’.

Så sætter han sig igen. På bolden. Let bøjede ben, folder hænderne. Det er ham, der bestemmer her.

Han bliver kaldt et af landets største trænertalenter. En moderne, akademisk én af slagsen. Andre vil kalde ham en elefant i en glasbutik. Af den gamle skole - kæft, trit og retning - det er øjnene, der ser.

Peter Sørensen, fylder 40 år i næste måned. Han er cheftræner i Superligaen, AGF, det har han været i to og et halvt år, og han har vundet flere kampe, end han har tabt i tiden i fodboldhysteriske Aarhus.

Han rykkede op det første år, debuterede som cheftræner i Superligaen i sidste sæson med en femteplads og ligger i indeværende sæson placeret på en sjetteplads, to point op til nummer tre, inden forårets 13 kampe.

Det er han sådan set godt tilfreds med, holdet har gennemgået et markant generationsskifte henover den første halvdel af sæsonen, faktisk savner han på den baggrund kredit for resultaterne i efteråret, men alligevel:

- Vi burde ligge bedre. Vi er bedre. Peter Graulund, Søren Berg, Mark Howard er ikke længere med. Martin Jørgensen og Atle Roar Håland er bænkevarmere. De gamle er blevet overhalet af de unge: Casper Sloth, Mikkel Kirkeskov, Jens Jønsson, Davit Skhirtladze. Som han siger, uden at blinke:

- Vi har evnet at få et nyt og ungt hold spillet så godt sammen, at det allerede nu fungerer bedre, end jeg havde turdet håbe på, og også så godt, at de kommende sæsoner vil udvikle sig meget positivt. Jeg synes, at vi har fået gjort så mange af vores unge talenter så gode, at der findes meget få, der er bedre i hele landet. Det er jeg stolt af. Det burde vi få mere anerkendelse for.

Han stiller høje krav til sine omgivelser. Og sig selv. Han hader sjusk, slendrian, mangel på ambition, gnist. Derfor er der en til tider hård, ja, decideret rå tone på træningsbanen, når indsatsen fra truppens aktiver ikke afspejler det, han forventer.

Som når Edafe Egbedi, 19-årig nigerianer, igen møder op til træning i støvler, der ikke er bundne. Så får forsvarsspiller Jens Jønsson en tur, ’For fanden, Jens, det er er dig, der er snørebåndsansvarlig, det er dig, der skal lære ham at binde de støvler.’

Eller når georgiske Davit Skhirtladze humper ud fra træning med en ødelagt storetånegl, holdlægen iler til for at hjælpe, og begge, som de ligger der og roder på græsset, får en verbal overhaling, mens alle andre kigger på, slutkommando: ’Få revet den negl af, og så ind og spil igen.’

- Den her fodboldverden er et kontant univers, som også kræver en særlig psyke at befinde sig i. Andre gør tingene anderledes end jeg. Det må de om. Og det er rigtigt, at min facon godt kan virke noget kontant til tider. Men der er en gang imellem brug for at wakeup-call.

- Når der er én, der midt under en træning får en opsang eller måske ros, for det sker også tit, så er der jo mange af de andre, der hører det, og dermed kan blive mindet om, hvad det er, vi stræber efter. Jeg er jo en lille smule bevidst om, hvad jeg gør. Jeg er ret optaget af at sige mest muligt i plenum, også evaluere i plenum, sådan at andre end den ene, det handler om, hører, hvad det er, der efter min mening er godt og skidt. Det lærer alle af, lyder det fra Peter Sørensen.

- Det er jo ikke fordi, at jeg vil nedværdige nogen, når jeg gør, som jeg gør. Og de er jo lige gode mennesker, selvom de har lavet en fejl. Vi vil overordnet alle sammen det samme. Vi vil vinde. Og hvis man som spiller bøjer af for noget, der er en værdimæssig dyd i klubben eller afviger fra det vores spilkoncept indebærer, så slår jeg ned på det. Så siger jeg det. Og det er jo fordi, at det er mig, der står til ansvar for, at vi lykkes og får succes. Og det er spillerne også med på. Ellers var de ikke her, forklarer AGF-træneren.

Han gider ikke diskussioner på træningsbanen, den tidligere skolelærer. Det er spild af dyrebar tid, mener han. Men han slår også fast, at han hellere end gerne vil lytte til sine spillere, hvis de har noget på hjerte, er utilfredse. Men det tager man så efter træning, efter kamp, på kontoret, i rundkreds, hvis det skulle være nødvendigt. Så firkantet er han heller ikke.

- Min dør står åben for alle. Jeg er ikke fejlfri. Jeg lytter gerne til gode argumenter, kan godt bøje af.

Men han kommer aldrig til at invitere sin stab eller sine spillere til åben mikrofon-aften i forhold til ledelsesstil eller taktiske dispositioner.

- Jeg har sgu ikke noget behov for eller krav til, at den enkelte spiller nødvendigvis har noget højt intellekt. Eller at han føler, det er af afgørende betydning, at han bidrager med noget den anden vej.

- Jeg er ikke coach. Det er sådan nogle, der har fået et eller andet weekendkursus med en overfladisk indsigt i noget, de alligevel ikke forstår noget som helst af. Jeg mener, at i langt de fleste tilfælde, der ved jeg bedst. Det er derfor, at jeg er cheftræner. Og ellers skulle de tage at finde en anden, og det gør man jo også på et tidspunkt af den ene eller anden årsag. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan være åben for gode argumenter eller modsatrettede holdninger. Jeg kan sagtens se forkert. Men rent fagligt føler jeg mig bedrevidende. Og sådan bør det være.

Han griner af sig selv, når han bringer sin ’Peter ved bedst’-indstilling ind i snakken. Han ved, det er udansk. Han siger det tit med et glimt i øjet. Men han mener, hvad han siger.

- Der er nogle gange, at det bliver en envejs-dialog, og det er ikke tilstræbt, men hvis det er sådan, at jeg har sagt det, der er at sige, er der jo ikke nogen grund til at trække pinen ud.

Læs også: