Søren Rieks blev matchvinder for NEC Nijmegen, da holdet slog Groningen 2-1.

Søren Rieks har ikke vist sig som en specielt målfarlig herre, siden han forrige sommer skiftede fra Esbjerg til NEC Nijmegen i den hollandske Æresdivision, men søndag lavede han et vigtigt et af slagsen, da han og holdkammeraterne besejrede Groningen.

Efter 80 minutters spil og ved stillingen 1-1 dukkede den 25-årige offensivspiller op og gjorde det til 2-1, som også blev kampens slutresultat. Takket være Søren Rieks' anden sæsonscoring avancerer Nijmegen til syvendepladsen i ligaen.

Utrecht vandt 3-1 over Willem II, mens Twente, der var uden en skadet Andreas Bjelland, spillede 0-0 på udebane mod Feyenoord.

Den hollandske liga toppes af PSV Eindhoven foran Twente og Ajax.

tipsbladet.dk