Sønderjyskes sportschef Ole Nielsen er klar i mælet; Lasse Vibe spiller også for Sønderjyske, når transfervinduet er lukket

AGF er tæt på at sælge Aron Johannsson til AZ Alkmaar, og i følge flere medier vil aarhusianerne bruge et par af de godt 11 millioner kroner, de får for Johannsson, på at købe Lasse Vibe i Sønderjyske.

Det forlyder, Vibe har en klausul i den kontrakt, han skrev med Sønderjyske i december, der gør, at Haderslev-klubben ikke kan sige nej tak, hvis en klub byder over to millioner kroner. Sportschef Ole Nielsen vil ikke kommentere, om den klausul findes, men han vil godt understrege, at Lasse Vibe også er i klubben, når transfervinduet lukker.

- Jeg kan kun sige, at jeg er helt overbevist om, at Lasse Vibe også er i Sønderjyske den 1. februar. Der er ikke noget konkret, og vi taler ikke med AGF, siger Ole Nielsen til tipsbladet.dk.

Dermed sætter Nielsen en foreløbig prop i spekulationerne om Vibes påståede klubskifte, der frem til udgangen af 2008 spillede i selvsamme AGF, hvor han dog aldrig slog igennem og derfor tog turen over FC Fyn og FC Vestsjælland, inden han kom til Sønderjyske og brød igennem i Superligaen sidste år.

Ole Nielsen holder altså fast i Lasse Vibe, men han vil ikke afvise, at der sker noget andet med Sønderjyske-truppen, inden transfervinduet lukker ved midnat på torsdag.

- Jeg kan ikke afvise, at der kommer til at ske noget, og det kan både være ind og ud. Vores prioritet har været at få en målmand og en central midtbanespiller. Det har vi fået i Martin Skender og Nicolaj Madsen, men vi vurderer truppen løbende, summer lidt over tingene og ser på ,hvad der ellers er af muligheder, understreger Ole Nielsen.

tipsbladet.dk