I pokalsemifinalen imellem FC København og Sønderjyske onsdag, føler Sønderjyske, at man blev snydt for et straffespark.

FC København tog en smal 1-0, efter et tæt opgør onsdag med et hav af chancer i begge ender. Undervejs i kampen følte udeholdet, at de blev snydt for et straffespark, og den følelse stod man også med efter kampen.

I hændelsen var Tommy Bechmann indblandet, og han er ikke i tvivl om, at der blev brugt ulovlige midler imod ham.

- Jeg synes, at det er flot, at den ikke bliver dømt. Jeg ved ikke, hvor dommeren ser hen i den situation, men det var sgu ikke i nærheden af bolden, sagde Tommy Bechmann efter kampen.

Han mener, at man generelt var godt med i kampen.

- Jeg synes ikke, at vi bliver spillet under græstæppet. Vi følger godt med, chancerne er nok lige fordelt. Omvendt er vi fulde af mod før kampen på hjemmebane. Vi er stadig fulde er selvtillid trods nederlag, sagde Bechmann.

Sønderjyskes nummer ni fik gult kort i forbindelse med det ikke dømte straffespark. Om episoden siger han.

- Det var for brok, fordi jeg var pissesur. Jeg synes, at det er ufatteligt, at han ikke kan se det. Jeg glemmer lige at tælle til ti, lyder det fra Bechmann.

Også Sønderjyske-træner Lars Søndergaard føler, at man blev snydt.

- Jeg synes til gengæld absolut ikke, at der er tvivl om, at der er straffe. Fra min vinkel bliver han hægtet helt oppe på låret. Manchester United havde fået det. Dommeren havde ikke set det, så havde han dømt det, sagde Sønderjyske-træneren.

Med nederlaget til FC København fik Sønderjyske ødelagt en god stime med fire sejre og en uafgjort i fem spillede kampe.