KØB PLUS!

Sociedad-dansker: Jeg så aldrig doping

Der var doping i den spanske fodboldklub Real Sociedad fra 2002 til 2008, lyder det fra klubbens tidligere præsident. - Jeg så eller hørte aldrig noget til det, fortæller Morten Skoubo, der spillede for klubben i samme periode.

Systematiseret indkøb af doping gennem en seks-årig periode. Det er, hvad en tidligere præsident i den spanske la Liga-klub Real Sociedad, i dag står frem og fortæller om i den spanske sportsavis AS. 

Iñaki Badiola hedder manden, der i 2008 var præsident i den nordspanske klub. Her fandt han - ifølge eget udsagn - bevis for, at der under hans tre forgængere på klubbens øverste post, foregik køb af medicin og produkter, der på det tidspunkt blev klassificeret som doping. Doping købt for sorte penge.

Ifølge Badiola stod klublægerne Eduardo Escobar og Antxon Gorrotxategi bag indkøbet af de forbudte medikamenter i perioden 2002 til 2008. Ud over spillere som Real Madrids spanske landsholdsspiller Xabi Alonso og den tyrkiske topscorer Nihat Kahveci, spillede også danske Morten Skoubo i klubben i dén periode. Han trak den blå- og hvidstribede trøje overhovedet fra 2006 til 2008, men han så aldrig tegn på doping.

- Jeg så aldrig selv doping i klubben. Vi havde godt nok to læger, der tidligere var tilknyttet cykelsport, men jeg hverken så eller hørte noget i retning af doping, fortæller Morten Skoubo. 

- Og hvis der var nogen, de skulle tilbyde det, var det da mig, for jeg havde da brug for det med alle de skader, fortsætter den nuværende OB-spiller spøgefuldt. 

Angriberen, der nåede 31 kampe for den baskiske klub, har fortsat kontakt med flere af sine tidligere spanske holdkammerater, og hverken før eller siden har han fornemmet på dem, at der foregik noget underligt. Han indrømmer dog at Badiolas fortælling gør indtryk.

- Det er en stor og meget interessant historie. Men jeg må sige, at jeg havde taget det mere for gode varer, hvis det var kommet fra en anden mand. Badiola var lidt af en lystløgner, slutter Morten Skoubo. 

I øjeblikket er den berømte og berygtede dopinglæge Eufemiano Fuentes ved retten i Madrid. Fra Spanien forlyder det, at Real Sociedad var kunde hos netop Fuentes. I Fuentes' papirer optræder forkortelsen RSOC da også, og herunder gemmer fodboldklubben sig formentlig. De oplysninger ønsker Iñaki Badiola ikke at hverken be- eller afkræfte.

Læs også: