FC Københavns supermålmand, Robin Olsen, siger, at han er klar til nye udfordringer, og at flere klubber er interesseret i ham.

»Jeg vil ikke skjule, at jeg føler mig klar. Det har jeg også sagt til klubben,« siger Robin Olsen til Aftonbladet om sit ønske om at prøve nye græsgange efter halvandet succesfulde år i København.

Dermed kan den svenske keeper følge i fodsporene på en række andre profiler, som forlader Ståle Solbakkens suveræne FCK-mandskab denne sommer.

Ludwig Augustinsson skal til Werder Bremen, Andreas Cornelius kifter til Atalanta, mens Mathias ’Zanka’ Jørgensen jagter en ny klub.

»Jeg har spillet Champions League, Europa League og har spillet med landsholdet. Vi vandt ligaen i overlegen stil og jeg holdt nullet rekordmange gange,« uddyber 27-årige Olsen til den svenske avis.

»Jeg har sagt, at jeg føler mig klar. Det ved klubben. Der er klubber, som vil købe mig, det har min agent Hasan Cetinkaya iformeret mig om. Nu er det op til FCK at tage en beslutning.«

Robin Olsens tid i FC København har været præget af stor succes. Da han kom til klubben i januar 2016 fra et mislykket ophold i Paok i Grækenland, var det som afløser for skadede Stephan Andersen.

Den svenske landsholdskeeper med de danske rødders præstationer holdt dog Andersen ude af buret, selv efter at den tidligere førstemålmand blev klar efter sin skade.

Olsen med en fortid i Malmö FF har vundet to danske mesterskaber og spillet en stor rolle i denne sæsons double og flotte europæiske ridt for FCK. I Superligaen blev det til imponerende 19 clean sheets i den netop afsluttede sæson, hvilket er ny rekord.

»Jeg fik slået tekorden, som jeg har haft som mål at gøre. Og det blev en perfekt afslutning på den flotte sæson, som hele klubben har haft,« lyder det fra Olsen til Aftonbladet om FCK’s 2-0-sejr i Parken over Sønderjyske i søndagens sæsonafslutter.

Her hapsede svenskeren et straffespark fra Sønderjyskes Pierre Kanstrup for lige at understrege sit høje niveau i FCK-trøjen.