Der Spiegel har publiceret nye oplysninger i sagen om voldtægtsanklagen mod Cristiano Ronaldo. Oplysningerne belaster den portugisiske verdensstjerne yderligere.

Den påståede voldtægt fandt i følge kvinden med dæknavnet 'Susan K.' sted i Las Vegas, Nevada, i en privat suite på luksushotellet Palms i 2009. Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, kaldte til at begynde med historien for 'journalistisk fiktion', da Der Spiegel bragte den 14. april, men nu har mediet publiceret en kopi af forliget, som Ronaldo står som underskriver af.

Mediet fremlægger desuden flere SMS-beskeder mellem advokaten Carlos Osório de Castro og Cristiano Ronaldo. Parterne diskuterer angiveligt størrelsen af det beløb, som kvinden med dæknavnet 'Susan K.' kræver i et forlig med den portugisiske verdenstjerne for at droppe sin anklage.

Advokaten sad på tidspunktet for beskedudvekslingerne i 2010 og forhandlede med kvindens lejr uden om det amerikanske retssystem. Og uden Ronaldo ved sin side.

Det tyske medie Der Spiegel har bragt en ny historie, som stiller Ronaldo i et dårligt lys.
Det tyske medie Der Spiegel har bragt en ny historie, som stiller Ronaldo i et dårligt lys. Foto: Sergio Perez
Vis mere

I første besked fra advokaten står der:

»Mægleren siger, at hun (Susan K.) er brudt ud i tårer, og at hun er rystet, fordi hun ikke tror, du er interesseret i sagen og er et andet sted. Indtil videre har der ikke været drøftet økonomi, men det kommer.«

Ronaldo svarede »OK.«

47 minutter efter første besked tikkede der en ny besked fra Las Vegas ind på Ronaldos telefon.

»950.000 dollars.«

»Er det beløbet,« spurgte Ronaldo angiveligt tilbage.

Advokaten svarede: »Det er første krav: Det svarer til 660.000 euro. Det accepterer vi ikke. Forhandlingerne fortsætter.«

Det fik Ronaldo til at spørge: »Er det for meget?

Til det svarede advokaten: »Det tror jeg. Jeg tror, vi lukker den for mindre.«

En god idé ifølge Ronaldo: »Det skal være mindre!«

I en senere besked til Ronaldo fortæller advokaten, at parterne efter 12 timers forhandling er endt på beløbet 260.000 euro - næsten to millioner kroner.

»Jeg ved, det er mange penge,« skrev advokaten og fortsatte:

»Men det er den bedste vej ud - og det var ikke nemt at få hjem.«

Ronaldos advokat i München, Johannes Kreile, har tidligere 'kategorisk afvist alle anklager om voldtægt', men de nye oplysninger indikerer, at Ronaldo i hvert fald har købt kvindens tavshed.