Liverpool tog ganske utraditionelle metoder i brug i lørdagens topbrag for at dæmme op for Christian Eriksens normalt giftige frispark.

Med 10 minutter igen af første halvleg af Premier League-topkampen på Anfield fik Tottenham et frispark på kanten af feltet.

Det er normalt guf for Christian Eriksen, som er en af Premier Leagues stærkeste frisparksskytter. Det var da også danskeren, der gjorde sig klar til at sparke Spurs tilbage i opgøret. Ni gange har han nettet på frispark for klubben.

Samtidig fik Liverpool-spillerne sat en menneske-mur op, som det hører med, når modstanderne har et direkte frispark tæt på feltet.

Men som den opmærksomme seer måske bemærker, så fandt Liverpool-brasilianeren Philippe Coutinho en noget usædvanlig plads i muren.

I stedet for at stille sig op side om side med sine holdkammerater satte han sig ned på hug bag muren. Men hvorfor mon?

På de sociale medier blev der givet en række kreative bud (se herunder). Det mest realistiske er nok, at den siddende Coutinho ville give spillerne i muren mulighed for at hoppe uden at risikere, at Eriksen ville sparke fladt under dem.

Resultatet blev da også, at Eriksen sparkede over muren - og over mål. Dermed fastholdt Liverpool deres 2-0-føring, som også blev resultatet af kampen.

Se frisparket i videoen med highlights fra opgøret over artiklen. Der er også en gif herunder, der viser frisparket fra en anden vinkel, hvor Coutinhos smarte placering er tydeligere.