Seks forsøg, seks mål. Det var de hårde facts fra straffesparkspletten for Nicklas Bendtner, inden han fredag aften gjorde comeback i startopstillingen for Nottingham Forest på grund af en længere skadespause.

Der var derfor ikke den store tvivl om, at det skulle være den danske angriber, som skulle eksekvere forsøget fra ellevemeterpletten, da hans mandskab godt en halv time inde i kampen mod Championship-topholdet Newcastle fik tilkæmpet sig den store mulighed.

Men danskeren fokuserede længe, nok for længe, på målmanden og sendte et sløjt spark af sted, så han ikke længere kan prale af aldrig at have brændt et straffespark.

Nuvel, i en ellers vanvittig kamp, hvor Newcastle spillede en halvleg med kun ni mand og alligevel kom foran, samt endnu et brændt straffespark, lykkedes det faktisk for Nicklas Bendtner at score et mål i 2-1-sejren.

Efter kampen har det lokale medie Nottingham Post givet ham karakteren syv ud af 10, men danskeren får også kritik.

»Lidt af en blandet aften. Gjorde det godt igen efter et dårligt sparket straffespark ved at skovle bolden i mål, men han så ikke særligt skarp ud.«

Nicklas Bendtner fik i oktober en skade i anklen og kom tilbage på banen i slutningen af november, da det blev til 20 minutter i benene. Fredag aften spillede han så 79 minutter og brændte altså et straffespark, men scorede også.