Vendsyssels kurs mod Superligaen betyder, at træner Erik Rasmussen må tilbage på skolebænken, så han kan få den påkrævede P-licens.

Erik Rasmussen kan se frem til en travl sæson efter sommerferien, hvis han lykkes med at føre Vendsyssel op i Superligaen for første gang i klubbens historie.

Den tidligere FC Midtjylland-og AGF-træner mangler nemlig den påkrævede P-licens, som alle trænere skal have for at få lov til at træne i Superligaen.

Derfor er Erik Rasmussen nødt til at få en dispensation, og så er det ellers tilbage på skolebænken, fortæller Peter Rudbæk, der er trænerudviklingschef i DBU.

»Det er ud fra et rimelighedsperspektiv. Hvis man har været en del af oprykningen, kan man træne videre på sin A-licens (næstbedste licens, red.) det første halve år. Men derfra skal man tilmelde sig P-licenstrænerkurset fra foråret 2018 for at fortsætte som superliga-træner hele sæsonen ud,« siger Peter Rudbæk.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kravet om P-licens blev indført af UEFA i 2009. Dengang var Erik Rasmussen som træner for AGF tilmeldt kurset. Han havde dog for meget fravær og blev derfor bedt om at begynde forfra året efter. I foråret 2010 blev han fyret i AGF oven på en katastrofal sæson, der endte med nedrykning, og han besluttede sig efterfølgende for at droppe ud af kurset.

Men når et nyt kuld tager hul på kurset til januar, vil Erik Rasmussen igen være iblandt deltagerne.

»Ja, selvfølgelig,« siger Vendsysseltræneren uden tøven.

»Det har hele tiden været min ambition at føre Vendsyssel i den bedste række. Jeg vil være superligatræner igen,« tilføjer Erik Rasmussen og forklarer, hvorfor han aldrig fuldførte kurset i første omgang.

»Det hele var kaos med skilsmisse i mit privatliv og en nedrykning i AGF,« siger Erik Rasmussen, der på nær en kort vikartjans i Greve i 2012 har holdt en pause fra trænergerningen siden fyringen i AGF i 2010.

På grund af sin manglende flittighed på kurset skal han altså begynde forfra, og han frygter på ingen måde, at et eventuelt skoleforløb kommer til at gå ud over klubholdet.

»Nej, slet ikke. De fleste trænere gør det på den måde,« påpeger han.

At Vendsyssel med to runder igen er i en position, hvor holdet kan sikre sig direkte oprykning til Superligaen, er noget af en bedrift.

Kort før forårssæsonen overtog Erik Rasmussen jobbet som cheftræner i Vendsyssel efter Joakim Mattson.

En investorgruppe med Rasmussens bror iblandt kastede millioner ind i projektet og havde i første omgang sat Erik Rasmussen ind som formand og sportschef. Men i sidste ende valgte Rasmussen på kontroversiel vis at fyre Matsson og selv tage det varme sæde.

Foråret begyndte dog sløjt for Vendsyssel, der var ved at spille sig ud af oprykningsræset, men nu har nordjyderne ikke tabt siden 0-1-nederlaget til Fredericia 9. april.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Defensivt lukker holdet flot af med den tidligere FC København-keeper Jesper Christiansen i målet og en fireback-kæde med blandt andre Søren Henriksen og erfarne Chris Sørensen, mens offensiven i store træk har slået til, når mulighederne har budt sig.

Det har sendt Vendsyssel op på andenpladsen, men hvis holdet vinder over HB Køge og topholdet Hobro, som i øjeblikket ligger på førstepladsen med to points forspring, er billetten til Superligaen i hus.