KØB PLUS!

Sloth før AGF-FCK: Aldrig med i topkamp

Det er mange år siden, en kamp mellem landets to største byer har haft prædikatet topopgør

En topkamp mellem AGF og FC København i november måned er en sjældenhed på højde med mærkbare jordskælv i Danmark og besøg af kometen Halley. Men søndag tørner provinsen og Hovedstaden sammen i en kamp, der kan bringe samling til Superligaens top.

- Jeg har aldrig spillet en topkamp før.

Ordene stammer fra AGFs største profil netop nu, den landsholdsaktuelle midtbanespiller Casper Sloth.

Som 20-årig har Sloth ganske vist ikke mange sæsoner at trække på, men mange af hans holdkammerater vil sige nøjagtig det samme. Aarhusianerne er sjældne gæster i Superligaens absolutte top, men med otte kampe i træk uden nederlag har Peter Sørensen trukket dem helt derop, hvor de nu skal spille topkamp mod FC København foran over 15.000 tilskuere hjemme i ’Smilets by’.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Vi møder det bedste hold, og de har spillet godt i den her sæson. Men det har vi også, fastslår Sloth.

Inden kampen er AGF blot fire point efter dagens modstander. ’De hvi’e’ kan derfor bringe samling på Superligaens førerfelt med en sejr og samtidig spille sig selv helt derop, hvor der kæmpes om mesterskab og medaljer.

- Jeg vil ikke kigge så meget på tabellen. Men det kunne være rart at komme helt op at drille FC København, og det gør vi med en sejr, siger Casper Sloth, der glæder sig til de stemningsfyldte rammer på en næsten udsolgt NRGi Park.

- Hvis ikke der er udsolgt til en kamp som den her, sker det aldrig. Så det bliver en stor kamp. Både for os selv og for vores tilskuere , fortsætter midtbanespilleren.

Samme holdning findes i FCK-lejren, hvor der også bliver set frem til en sjælden topkamp mellem landets to største byer.

- Det er sjovt for os spillere hver gang der kommer gang i den på lægterne, og de har altid haft en fantastisk fankultur i Aarhus, siger FC Københavns målmand Kim Christensen, der i Johan Wilands fravær passer ’Løvernes’ bur.

Christensen har haft et vågent øje på det kvantespring AGF har foretaget i denne sæson, hvor mange af de ældre kræfter har taget plads på bænken, mens yngre spillere som Mikkel Kirkeskov, Osama Akharraz og ikke mindst Casper Sloth har grebet dirigentstokken.

- De fået noget kontinuitet på banen, og den tror jeg nok, de skal holde. De virker meget organiserede, og de har et meget solidt hold med en god blanding af ungdom og rutine, siger Christensen.

- De unge rider på en bølge lige nu, og det giver dem en masse gå-på-mod, fortsætter han.

Mens AGF, med midtugens pokalnederlag som undtagelsen, har masser af momentum, har FC København haft det sværere i løbet af de seneste uger. Målene er udeblevet, og mandag løb vicemestrene så ind i sæsonens første Superliga-nederlag. Modsat søndagens modstander fik FCK dog fuldt udbytte af weekendens pokalrunde, og derfor peger pilen opad, mener Kim Christensen.

- Vi har haft en periode, hvor det ikke er gået vanvittig godt, men nu kan vi se frem til en topkamp, og det glæder vi os rigtig meget til, slutter keeperen.

Læs også: