Sønderjyske og FC Midtjylland spillede lørdag aften 1-1 i Haderslev i en kamp, hvor dommeren igen kom i fokus.

I en relativ chancefattig første halvleg var kampens absolut mest iøjefaldende situation, da SønderjyskEs tyske angriber Marvin Pourie hensynsløst bragede ind i FC Midtjyllands forsvarsspiller Francis Dickoh. En tydelig hævnaktion fra Pourie, der fem minutter forinden var blevet ramt i hovedet i en hovedstødsduel med netop Dickoh.

Begge spillere modtog et gult kort, men ifølge FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm burde Marvin Pourie have modtaget et direkte rødt.

- Der er klart rødt kort fra min bænk af, lød det fra Glen Riddersholm, da TV3 Sport fangede ham inden anden halvlegs start.

Anden halvleg var en del mere rig på chancer til begge mandskaber, og i 69. minut kunne kampens tyske hovedperson Marvin Pourie udnytte, at det midtjyske forsvar ikke stod, som det skulle. Et indlæg fra Johan Absalonsen fik lov til at passere hele vejen ind til en helt fri Pourie, der kunne pande bolden i mål.

Men superligaens tophold havde ikke tænkt sig at give op. Syv minutter senere brød anfører Kristian Bak igennem i højre side. Erik Marxen fik ikke afværget i SønderjyskEs forsvar, og så kunne Bak finde den costaricanske landsholdsangriber Marcos Urena, der kunne bringe balance i regnskabet.

Begge hold forsøgte at presse på i kampens sidste fase, men ingen af dem kom frem til den afgørende chance, og derfor endte opgøret i Haderslev 1-1.