Glen Riddersholm og AGF fik en elendig start på forårssæsonen med et 1-2-nederlag hjemme mod AaB. Manglende coolness var årsagen til overtidsnederlaget, siger AGF-træneren.

»Jeg er ærgerlig over, at vi ikke har coolness. Drengene hungrer efter at få denne forløsning - denne sejr. Det gør, at vi ikke er cool nok til at sætte et stød ind på AaB,« siger Riddersholm til Canal 9 om kampen, hvor AaB's Jannik Pohl i overtiden sendte de tre point nordpå til Aalborg.

»Det var en kamp, hvor vi skal have et point. Vi vil det så meget, at vi ind imellem ikke spiller med det indvendige af hovedet,« uddyber AGF-træneren.

Med nederlaget har AGF syv point op til SønderjyskE på 6.-pladsen, som giver adgang til mesterskabsslutspillet.

Det ser derfor mere end svært ud for Aarhus' fodboldstolthed, hvis de skal kæmpe sig op på den sjove slutplacering i grundspillet, hvor der resterer fire kampe.

Det medgiver Riddersholm, som da heller ikke ønsker at forholde sig alt for meget til slutspillet, som er klubbens erklærede målsætning for sæson, på nuværende tidspunkt:

»Det ser svært ud. Men der er efter min smag for meget polymik omkring det her slutspil,« siger han til Canal 9.

AaB-debutanten Jakub Sylvestr bragte AaB i front efter 57 minutters spil efter et flot angreb af gæsterne. Chris Ikonomidis udlignede til 1-1, men i overtiden afgjorde Jannik Pohl altså kampen.