Den danske fodboldtræner René Skovdahl bliver assistenttræner for Ole Gunnar Solskjær i Andreas Cornelius' walisiske klub, Cardiff City, og bliver dermed som den kun femte dansker en del af et Premier League-trænerteam.

43-årige René Skovdahl har i de seneste to sæsoner været assistenttræner for Ole Gunnar Solskjær i Molde, hvor han i november 2013 stoppede efter pokalfinalesejren over Rosenborg for at rejse hjem til sin kone og parrets to døtre i Danmark, men fredag aften ringede telefonen så fra Cardiff.

- Ole Gunnar ringede og spurgte, om jeg ville være en del af teamet, hvor han kunne se, at han havde brug for en til både at tage sig af den fysiske træning og til at indgå i analyserne af de data og statistikker, vi får på vores egne og modstandernes kampe. Det kunne jeg ikke sige nej til, og der var fuld opbakning fra familien, der ved, at det er min helt store drøm at komme til at træne i Premier League, siger René Skovdahl til BT.

Oprindeligt startede han sin trænerkarriere som fysisk træner i Brøndby, siden fik ansvaret for reserveholdet og under Kent Nielsen blev hevet op som assistent, inden han rykkede til Norge, hvor René Meulensteen havde anbefalet ham over for Ole Gunnar Solskjær. Nu fortsætter de to samarbejdet i Wales.

- Jeg har ikke skrevet under på noget endnu, men allerede i dag (søndag, red.) sætter vi os sammen og ser på, hvad vi skal tage fat i, og på tirsdag har holdet første træning efter et par fridage oven på et hårdt juleprogram. Derefter venter en rigtig seks point-kamp mod West Ham, og så skal vi møde Manchester City og Manchester United på udebane, siger René Skovdahl.

René Skovdahl, der er søn af den tidligere Brøndby-, Vejle-, Benfica- og Aberdeen-træner Ebbe Skovdahl, bliver ansat på en løbende aftale med et års opsigelse, akkurat som den Ole Gunnar Solskjær har fået.