Nicklas Bendtner havde alle muligheder for at blive en lige så stor angriber som Zlatan Ibrahimovic, men danskeren er sin egen værste fjende, og med sin attitude ødelagde han sin karriere.

Det mener den tidligere skotske landsholdsspiller, Charlie Nicholas, der er blevet interviewet af den britiske avis Daily Express, som jævnligt bruger Charlie Nicholas som ekspert.

Han fokuserer på Nicklas Bendtner, fordi de skotske mestre, Celtic, møder de norske mestre, Rosenborg med bl.a. Nicklas Bendtner, onsdag i kvalifikationen til Champions League.

»Bendtner er et af de mest selvbevidste individer, jeg har mødt. Da han var 17, holdt jeg øje med ham i Arsenal, for han havde et enormt talent,« siger Charlie Nicholas.

»Jeg ved, at det lyder mærkeligt, når han i dag spiller for Rosenborg. Men hvis hans karriere var gået, som den skulle, kunne han være blevet den næste Zlatan,« siger Charlie Nicholas videre - og sammenligner altså den 29-årige dansker med den seks år ældre svensker, der senest spillede for Manchester United med stor succes.

»Bendtner var så god. Han havde noget af den samme personlighed, og som spiller kunne han også godt minde om den store svensker. Men han har aldrig indfriet sit potentiale,« siger Charlie Nicholas og fortsætter.

»Bendtner er aldrig rigtig faldet til et sted, og nu skifter han klub næsten hvert år. Han kommer med den der 'jeg er da bedøvende ligeglad'-attitude, og det kan man ikke på højeste plan.«

Han fortæller også, at Arsenal-manager Arsène Wenger havde mange snakke med Nicklas Bendtner om netop danskerens attitude og indstilling.

»Men han kunne se, at de ting, han sagde, ikke trængte ind. Og til sidst opgav han ham,« siger Charlie Nicholas.

I 2011/12-sæsonen var Nicklas Bendtner udlejet til Sunderland, hvis manager, Steve Bruce, ifølge Charlie Nicholas havde glædet sig til at arbejde med den danske angriber.

»Han havde det hele. Han er stærk, han har god teknik, han kan score mål, og han er hurtig. Der er flere klubber, der har taget ham, fordi deres manager har haft en tro på, at de kunne ændre hans attitude. Det er bare aldrig lykkedes. Bendtner er sin egen værste fjende, og han har spoleret sin karriere,« siger Charlie Nicholas, som understreger, at det ikke er det samme, som at han ikke kan gøre ondt på Celtic.

»Bendtner er nok doven, men han er farlig. Hvis han er i humør til det, kan han give Celtic problemer. Det er der ingen tvivl om.«