Real Madrids walisiske stjerne Gareth Bale var oprindeligt forventet klar i denne uge efter en længere skadespause, men nu må han sidde ude i endnu længere tid.

Han forventes således ude mindst en måned endnu.

»Jeg vil have ham på 100 procent og vil ikke risikere noget. Det er godt, når han er med os, men ikke når han kun er på 80 procent. Han er ved godt mod, og det er meget vigtigt. Han ønsker bare at komme tilbage på banen,« siger Real Madrids cheftræner Zinédine Zidane til den spanske sportsavis AS.

»Jeg kan ikke sige, om han kan træne i næste uge, det er noget, som kommer til at tage længere tid.«

Bale var ellers inde i en god stime før sin skade, hvor det indtil videre er blevet til 13 mål og11 assists i denne sæson.

Forlængelsen af skadesperioden kommer også på et ubelejligt tidspunkt, da Real Madrid spiller Champions League ottendedelsfinale mod Roma i næste uge og kort tid efter skal møde ærkerivalerne fra Atlético Madrid.