Skattemyndighederne har indledt en sag mod Middelfart Fodbold om udbetaling af kørepenge på et forkert grundlag.

Det skriver Fyens.dk.

Kernen i sagen er, at Middelfart, der spiller i 2. division vest, siden 2011 har udbetalt kørepenge til førsteholdsspillere og flere medlemmer af trænerstaben uden, at der er blevet betalt skat af pengene.

Derfor risikerer klubben ifølge Fyens.dk et skattesmæk. Angiveligt skal det være 1,4 milloner kroner, som der ikke er blevet betalt skat af.

Ifølge Skat har Middelfart Fodbold reguleret udbetalingen af kørepenge, som at klubben var en forening. I så fald skal der ikke betales skat.

Men da klubben er et selskab, gælder andre regler, og derfor kan fynboerne nu ifølge Fyens.dk se frem til en regning.

Flere af spillerne er studerende, og det kan derfor ramme hårdt på pengepungen, hvis der skal betales penge tilbage til skattevæsenet.

I 2013 var fodboldklubben Brønshøj igennem lignende sag, der også involverede kørepenge, som der ikke var angivet til myndighederne. Klubben og flere spillere fik et skattesmæk som følge af sagen.