Marvin Pourie er havnet i en konflikt med SKAT.

Skattevæsnet har hevet fodboldspilleren i retten, hvor parterne mødte hinanden for første gang mandag. Det skriver JV.dk.

Sagen drejer sig om dengang den FC København-ejede fodboldspiller i seneste sæson var udlejet til Sønderjyske.

Her blev tyskeren spottet, mens han kørte i en tysk indregistreret Audi A6. Han fik også en bøde for en færdselsforseelse i bilen. Ifølge retsmødet blev bilen set cirka 70 gange i Haderslev og omegn fra november 2014 til april 2015.

Hvem kørte bilen? Marvin Pourie eller hans far. Det er det store spørgsmål, som retsmødet skal afdække.
Hvem kørte bilen? Marvin Pourie eller hans far. Det er det store spørgsmål, som retsmødet skal afdække. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Marvin Pourie havde dengang folkeregisteradresse i Danmark, og i så fald må man kun råde over en udenlandsk indregistreret bil i 30 dage.

Derfor gjorde SKAT krav på en indregistreringsafgift på 528.132 kroner, men Marvin Pourie nægtede at betale, og så blev bilen beslaglagt. Hvilket den har været lige siden.

Krøllen på historien er så, at bilen muligivis ikke tilhører Marvin Pourie, som SKAT påstår. Ifølge fodboldspilleren er bilen nemlig hans fars. Og Rudiger Pourie besøgte ofte sin søn under opholdet i Sønderjyske, til træning og til kamp.

»Jeg er hans rådgiver og manager,« forklarede Rudiger Pourie i retten ifølge jv.dk.

Hvor han også fortalte, at Marvin Pourie ofte lånte bilen af ham. Retsmødet måtte dog udsættes, da flere af dokumenterne ikke er blevet oversat til tysk.

Marvin Pourie er i dag udlejet af FCK til russiske Ufa og var derfor ikke til stede i retten.