Endnu en skandinavisk wonderbay er på vej til at gøre karriere i mægtige Real Madrid.

Mindre end en uge efter at det norske vidunderbarn Martin Ødegaard har taget konsekvensen af manglende spilletid i Real Madrid ved at lade sig udleje til hollandske Heerenveen, er en svenske Alexander Isak tæt på at sætte sin underskrift på en kontrakt med Real Madrid.

Det skriver blandt andre svenske Aftonbladet og spanske Marca, som mener at vide, at aftalen falder på plads i den kommende uge.

Den bare 17-årige svenske angriber, som har forældre fra det afrikanske land Eritrea, har trods sin unge alder allerede markeret sig som en profil hos hovedstadsklubben AIK Stockholm, ligesom han allerede har repræsenteret det svenske A-landshold to gange. Forventningen er, at han efter Zlatan Ibrahimovic' landsholdsstop kan blive svenskernes nye superstjerne.

Det har gjort ham til en af de mest ombejlede teenagere i Europa, og nu ser valget altså ud til at være faldet på Real Madrid, som ifølge Aftonbladet er klar til at betale 10 millioner Euro svarende til cirka 75 millioner kroner for stortalentet. Ifølge avisen kan der blive tale om en aftale, hvor Alexander Isak købes nu og her for så omgående at blive udlejet tilbage til AIK, inden han kan tiltræde i Madrid til sommer.

Den forestående sandsynlige transfer har ganske naturligt vakt stor opsigt i Sverige, hvor man dog ikke er er uden skepsis over for valget af Real Madrid. Historien om den norske vidunderdreng Martin Ødegaard, der får to år siden skiftede til Real Madrid og aldrig har været i nærheden af førsteholdet, bekymrer.

Som Aftonbladets klummeskribent Patrik Brenning formulerer det i en kronik på Aftonbladets hjemmeside:

»Det er det, der skræmmer med Real Madrid. Uanset hvor talentfuld du er, er der ingen vej, der er længere end til Reals førstehold. Det spiller næsten ikke nogen rolle, om du er i klubben eller udenfor. Kravene er så høje, at Real slående sjældent lykkes med at kanalisere deres egne talenter op på førsteholdet, men i stedet hele tiden tvinges til at se på andre store holds allerede etablerede stjerner.«

Tiden må vise, om Alexander Isaks talent er så stort, at han når gennem nåleøjet. Én ting er sikkert. Det bliver ikke nemt. Først skal handlen dog lige falde helt på plads.