Efter bare syv måneder i Fulhams trænersæde fik Felix Magath sparket, da klubben havde fået miserabel start på sæsonen efter nedrykningen fra Premier League. Tyskeren er ofte blevet anklaget for sine strikse træningsmetoder, men én ting topper dog det hele.

Det engelske medie The Guardian fortæller, at Felix Magath tog yderst alternative metoder i brug, da klubbens tidligere forsvarsspiller Brede Hangeland skulle behandles for en lårskade.

Klublægen havde sammensat et individuelt genoptræningsprogram til norske Hangeland, men det var tilsyneladende ikke måden at behandle skaden på, mente Felix Magath. Han sendte i stedet klubbens materialemand ud for at købe en stor blok ost.

Hangeland fik derefter besked på at tilbringe resten af eftermiddagen på massagebriksen med en bunke ost placeret ovenpå sit ømme lår, da osten ifølge Magath skulle have en lindrende effekt. Hangeland var en skeptisk patient men adlød ikke desto mindre sin træners ordre. Om osten havde nogen effekt, melder historien intet om.