Javier Mascherano er dømt skyldig i skattesvindel for 11 millioner kroner og var torsdag i retten i Barcelona i et forsøg på at undgå et års fængsel.

Forsvarsadvokaterne har forsøgt at få fængselsdommen ændret til en endnu højere bøde, end Mascherano allerede har betalt, og i de kommende dage vil retten så afgøre, om der er grundlag for at imødekomme forslaget.

Tidligere har Mascherano erkendt sig skyldig i den omfattende skattesvindel. Dengang betalte han over 11 millioner kroner tilbage til statskassen og overførte samtidig en bøde på lidt over 1,5 millioner kroner.

Torsdag blev en straf på et års fængsel så lagt oveni, og det er dén, som forsvarsadvokaterne David Aineto Diego Artacho har argumenteret for skal ændres til en bøde på 21.000 euro - omkring 150.000 kroner. I sådanne sager plejer fængselsstraffen at blive omstødt, skriver spanske medier.

Helt konkret er der tale om, at Mascherano har undladt at deklarere indtægter i årene 2011 og 2012. Han skal have forsøgt at skjule sine indtægter fra de såkaldte image rights via firmaer, som han ejer uden for den spanske grænse.

I et længere indlæg på sin Twitter-profil forklarer Mascherano sig. Han siger blandt andet, at han er idrætsudøver og ikke har den store forståelse for skattemæssige forhold.

»Jeg har været nødt til at stole på andre i så tekniske og komplicerede (skatte)spørgsmål. Gennem hele min karriere har jeg været en ærlig person, ansvars- og respektfuld over for mine holdkammerater og de klubber, som jeg har spillet for og de lande, som jeg har været i,« lyder det videre.

Det er ikke første gang, at en Barcelona-spiller kommer i rampelyset for rod i papirerne. Også argentineren Lionel Messi er sammen med sin far involveret i en lignende sag, som skal for retten til foråret.

Før Javier Mascherano kom til Barcelona i 2010, så spillede han i Liverpool sammen med Daniel Agger.