FC København skal have en ny angriber til sommer. Dén angriber kan blive Nicklas Bendtner. Men døren hjem til Parken står kun på klem for den kontroversielle angriber.

Historien om Nicklas Bendtner og FC København, er historien, der ikke vil dø. Til dels på grund af angriberens tilhørsforhold til Superligaens førerhold – til dels fordi dørene rundt om i Europa efterhånden lukker sig foran det danske problembarn.

I løbet af de kommende dage fritstilles Bendtner i Wolfsburg, og han står dermed helt uden klub på et tidspunkt, hvor sæsonen fortsat er i fuld gang. Bendtner bruger formentlig dén mulighed til at tænke sig rigtig godt om, inden han vælger sin næste klub. Dén klub kan blive FC København.

»Vi skal have en ny angriber, hvis Nicolai Jørgensen forlader os. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over, om Bendtner er et tema, for uanset hvad der sker i hans sag, bliver det ikke i den her sæson. Jeg tror Bendtner og hans rådgiver kommer til at tage sig rigtig god tid for at finde den rigtige klub. For det er et meget vigtigt karrierevalg for ham. Du skal ikke være hjernekirurg for at forstå, at han skal lykkes i den næste klub, han kommer til,« siger FCK-manager Ståle Solbakken til BT.

 
FCK kom foran 1-0 mod SønderjyskE på et langskudsbrag fra 29 meter fra Benjamin Verbic!
Vis mere


Solbakken har tidligere sagt, at Bendtner bare skal ringe, og at han kan få den kontroversielle angriber på ret køl. Men nu – hvor Bendtner har opbrugt al tålmodighed i Wolfsburg – vægter FCK-manageren sine ord med større forsigtighed.

»Han er en spiller, som til enhver tid skal overvejes af alle klubber i Danmark, hvis han siger, han har lyst til at spille her. Men der er mange ting, der skal passe. Han skal jo være megamotiveret, og han skal sprinte lige så meget, som mine angribere i dag gør det. Han skal også være mentalt forberedt på mange ting. Ikke mindst økonomisk forberedt,« siger Solbakken, der ikke har talt med angriberen eller hans rådgiver siden bånden til Wolfsburg blev kappet forleden.

Bendtner var for meget for Wolfsburg. Et oplagt spørgsmål til Solbakken er derfor, om han frygter, angriberen også vil være for meget for FC København.

»Jeg kender ikke drengen, jeg kender kun hans sager. Han har trænet med os nogle gange, og der har han været helt okay. Men som person kender jeg ham ikke,« siger nordmanden, der skal tænke over, om en spiller som Bendtner kan risikere at ændre stemningen i et netop nu harmonisk FCK-omklædningsrum.

»Jeg har aldrig haft en spiller, som ikke har kunnet opføre sig ordentligt i FCK. De bliver fanget op af kulturen. Om Bendtner kan gøre det samme, må du spørge ham om – ikke mig,« slutter Solbakken.

Ét sted står døren altså åben for Bendtner. Men den står øjensynligt kun på klem.