Målmanden bliver ikke klar til onsdagens kamp, men ventes at blive klar til den vigtige kamp mod Armenien.

København. Det danske fodboldlandshold må undvære førstemålmand Kasper Schmeichel, når Danmark på onsdag møder Liechtenstein i en testkamp i Horsens.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

En skadet Martin Braithwaite må samtidig lade sig afløse af Lasse Schöne i truppen.

Kasper Schmeichel blev lørdag skadet i en kamp for Leicester.

De engelske mestre meldte derefter ud, at målmanden på mandag skal opereres for brok og ventes ude i fire-fem dage.

DBU har været i kontakt med lægestaben i Leicester, og det ventes, at Kasper Schmeichel når at blive klar til kampen mod Armenien næste søndag i København.

Det er Danmarks første kamp i kvalifikationen frem mod VM i Rusland i 2018.

- Landsholdets læge Thøger Krogh har været i kontakt med den medicinske stab i den engelske klub, og det forventes, at den danske landsholdskeeper kan være klar allerede torsdag, meddeler DBU.

Af samme årsag har Danmarks landstræner, Åge Hareide, ikke udtaget en erstatning for Kasper Schmeichel.

Jonas Lössl fra Mainz og Frederik Rønnow fra Brøndby er de øvrige målmænd i Danmarks trup.

Mens Kasper Schmeichel måske kan blive aktuel til kampen mod Armenien, kommer offensivspilleren Martin Braithwaite ikke med.

Toulouse-spilleren er blevet skadet under træning og erstattes i truppen af Lasse Schöne fra Ajax.

/ritzau/