Nicolai Boilesen er ude af de to EM kvalifikations-landskampe mod Albanien og Armenien. Han blev testet mandag og var ikke i stand til at spille. Morten Olsen regner ikke med at indkalde en direkte erstatning for Boilesen.
Det meddeler DBU på Twitter.
»Han havde ligesom en Christian Eriksen en lettere ledbåndsskade i form af irritation i knæet. De skader er vanskelige at have med at gøre, så han når ikke at blive klar til de to kampe,« uddyber Morten Olsen i landsholdslejren.
Dermed ser det ud til, at Riza Durmisi kan se frem til at få sin første kamp i startopstillingen på pladsen som venstre back.
Brøndby-spilleren er hidtil noteret for en A-landskamp, da han tidligere i år kom ind efter 73 minutter og afløste Simon Poulsen, da Danmark besejrede Montenegro i testlandskampen i Viborg.
Olsen regner ikke med at indkalde en erstatning for Boilesen.
»Daniel Wass har tidligere spillet der på landsholdet, og så har vi Thomas Delaney med et venstre ben, så vi er godt besat på den position. Vi er fortrøstningsfulde,« lyder det fra Olsen.