På banen havde han en kanonkarriere. Nu er Peter Schmeichel godt på vej mod det samme som forretningsmand. Her fortæller den tidligere landsholdskæmpe om inspirationen fra sine forældre, om indbringende forretningseventyr i Asien og Mellemøsten, badekåbedage og den uskønne afsked med Viasat, der kickstartede pengeregnen. Og så vil han i øvrigt aldrig være manager

Han brager ind på kontoret i en armygrøn jakke, et par mørkeblå jeans og en grå hue. Det blæser i København uden at være koldt, men med jævnlige forretningsrejser til Mellemøsten, Asien og Sydeuropa er det danske efterår en kontrast til det, ’The Great Dane’ netop er vendt hjem fra.

Hilser med et fast håndtryk, udveksler et par ord med sin personlige manager, Mads Frederiksen, og så er vi i gang. Peter Schmeichel er ikke til ligegyldigheder. Han er vant til at tage styringen.

»Skal du have kaffe?«

Peter Schmeichel skænker og læner sig så tilbage i stolen. Årene har tilført et par rynker, men udtrykket er det samme. Skarpt, beredt, fokuseret. Nøjagtig som på fodboldbanen.

Som målmand var den næsten to meter høje landsholdskæmpe intimiderende for et hvert forsvar - inklusiv sit eget. Spørg bare Manchester United-legender som Steve Bruce og Gary Pallister og under danske himmelstrøg Jes Høgh og Marc Rieper. Også journalister måtte lægge øre til lidt af hvert, når temperamentet blev foldet ud. I dag - 12 år efter han lagde handskerne på hylden i erkendelsen af, at kroppen ikke kunne mere - er de store brøl fra målstregen erstattet af brede smil. Det er en mand med overskud, der har tacklet sig gennem modgang professionelt og privat.

»Jeg har ikke haft det bedre, siden jeg stoppede med at spille fodbold,« indleder Peter Schmeichel interviewet.

Han har sagt ja til at fortælle om det imperium, han har fået opbygget som forretningsmanden Peter Schmeichel.

Der er langt mellem de store Peter Schmeichel-interviews til danske medier. Dels har han ikke behov for det, dels er kalenderen booket. Undertegnedes mailboks med talrige udskydelser af interviewet fortæller historien om en eftertragtet herre, der siden slutningen af august har arbejdet i Italien, Hong Kong, England, Tyskland, Portugal og Sverige.

Forleden mødtes Peter Schmeichel med en samarbejdspartner og tumlede med at huske, hvad han havde lavet siden deres seneste møde. Svaret var, at de havde været til et gigantisk arrangement i Hong Kong, som 600 kinesiske journalister var fløjet ind fra Beijing for at dække. I Peter Schmeichels spindelvæv af arbejdsgivere finder man organisationen bag Premier Leagues egen tv-kanal, som havde hyret danskeren til et event om de nye Premier League-rettighedshavere i Hong Kong. En opgave som denne kan indbringe flere hundrede tusinde kroner. Måske endda helt op imod en halv million.

Som topmålmand i Manchester Uniteds storhedstid - kåret som verdens bedste målmand i 1992 og 1993 - rejste Peter Schmeichel Europa rundt til Champions League-kampe med boldene flyvende om ørene. I dag har manden med flest landskampe fortsat fuld fart over feltet.

»I september har jeg nok været i mit hus i fire dage«, gætter han.

Som ambassadør for Carlsberg og Courts (Asiens største IT-virksomhed) og promoveringsarbejde for Manchester United, betting-giganten Tipico, forsikringsselskabet First, ekspert på britisk tv og foredragsholder i ind- og udland har 51-årige Peter Schmeichel alt andet end gearet ned efter karrierestoppet på fodboldbanen. Som manager Mads Frederiksen, der holder styr på Peter Schmeichels forretninger som direktør i f.reklame, udtrykker det:

»Peter har aldrig været mere efterspurgt, siden han stoppede med at spille.«

KØB SØNDAGENS BT OG LÆS HELE DET STORE INTERVIEW MED LANDSHOLDSLEGENDEN. HER KAN DU BLANDT ANDET LÆSE OM:

* Schmeichels indbringende forretningseventyr i Mellemøsten og Asien

* Inspirationen fra forældrene

* Om at opgive at blive manager

* Og meget mere...