Alex Ferguson tager nu Premier League-dommer Mark Clattenburg i forsvar, efter Chelsea har indgivet en klage over racistisk sprogbrug fra Clattenburgs side.

Sagen har kørt i de engelske medier hele ugen, og torsdag indgav Chelsea så officielt en klage over 'upassende sprogbrug' af racistisk karakter fra Mark Clattenburgs side.

London-klubben mener, at Clattenburg brugte upassende sprog over for midtbanespilleren Jon Obi Mikel i søndagens højintense kamp, hvor Manchester United vandt 3-2 - i øvrigt efter en række tvivlsomme kendelser fra Clattenburgs side, som gik De Røde Djævles vej.

Nu melder Sir Alex Ferguson sig så på banen i sagen, der har skabt massiv medieomtale i England. Og den skotske Manchester United-manager forsvarer Clattenburg, mens han samtidig langer ud efter Chelseas troværdighed.

- Jeg tror ikke på, at han ville lave sådan en kommentar. Jeg nægter at tro det. Det er utænkeligt, siger Alex Ferguson.

Mark Clattenburg har selv fastholdt sin uskyld, ligesom hans assistenter under søndagens kamp på Stamford Bridge bakker ham op.