Simon Kjær kan sige nej til storklubber og blive i Palermo, hvis klubben skal spille Champions League næste sæson

Det er sort og hvidt for Palermos lyserøde. Søndagens møde med Sampdoria hjemme på La Favorita kan sende sicilianerne meget tæt på næste sæsons Champions League, og samtidig betyde at klubbens dansker Simon Kjær kan blive i Palermo et år mere.

- Det er ret simpelt. Hvis Palermo skal spille Champions League næste sæson, ja så kan jeg ikke se, hvorfor Simon ikke skal blive i klubben, siger spillerens agent, Mikkel Beck.

Sampdoria indtager før dagens opgør Serie A’s fjerdeplads, men Palermo er bare en placering og et point efter klubben fra havnebyen Genoa.
Da Sampdoria i sidste runde tilmed møder Napoli, der ligeledes kæmper for europæisk deltagelse i sidste spillerunde og Palermo møder Atalanta - der formentlig vil være rykket ud før sidste spillerunde - så vil duellen om italiensk fodbolds fjerdeplads blive afgjort søndag.

En dyst med en overraskende vinder uanset udfaldet. Som altid var sæsonens top fire spået til at være en affære mellem Inter, Milan, Juventus og Fiorentina. Både Juventus og Fiorentina har skuffet og det har åbnet døren for klubber som Palermo, Sampdoria og Roma i topstriden.

Hvis det lykkes for Palermo at snuppe den eftertragtede fjerdeplads, vil det være første gang i klubbens historie, at der kan stå Champions League på menuen.

- Hvis det lykkes så skal de selvfølgelig først igennem et kvalifikationsspil, men Champions League betyder virkelig meget for Simon at få lov til at prøve. Det vil være vigtigt for ham at blive og prøve kræfter med det, siger Mikkel Beck.

- Desuden skal man tænke på, at Simon trives i Palermo, han spiller en vigtig rolle i klubben og er ved at være fast mand på landsholdet. Er det virkelig værd at sætte på spil for måske at havne som bænkevarmer i en større klub. Det er vigtigt, han forsætter sin udvikling, forklarer Mikkel Beck.

Simon Kjær har i sin kontrakt en frikøbsklausul, der gør at ikke-italienske klubber kan købe den danske landsholdsspiller fri for 90 millioner kroner i de første ti dage efter den italienske sæsonafslutning.

Simon Kjær rygtes næsten hver dag til en ny storklub - senest Juventus, Arsenal og Tottenham.

- Man skal huske på, at ikke alt det som de italienske medier skriver eller påstår passer. Og ellers har jeg ingen kommentar, siger Mikkel Beck.