Midterforsvareren Simon Kjær er udnævnt til tredjeanfører i Istanbul-klubben Fenerbahce.

Istanbul. Landsholdsspilleren Simon Kjær har indimellem udsigt til at spille med anførerbindet i tyrkiske Fenerbahce i den kommende sæson.

Den 27-årige midterforsvarer er ifølge bold.dk blevet udnævnt til tredjeanfører efter målmand Volkan Demirel og Mehmet Topal i Istanbul-klubben.

- Har netop forladt pressekonferencen. Er stolt over at blive udnævnt til en af klubbens anførere, skriver Simon Kjær på Twitter.

Fenerbahce-spilleren er ikke helt uvant med opgaven. I juni var han anfører for det danske landshold under Kirin Cup i Japan, efter at Daniel Agger havde meldt afbud til turneringen. Sidenhen har Agger indstillet karrieren.

Simon Kjær skiftede før sidste sæson til Fenerbahce fra franske Lille.

I danskerens første sæson i den tyrkiske liga endte storklubben på andenpladsen efter lokalrivalerne fra Besiktas.

/ritzau/