Den unge danskers fremtid kan afgøres inden for en uge - Juventus kan blive næste stoppested i kometkarrieren.

Uret tikker for Simon Kjær.Onsdag i næste uge ved midnat udløber den klausul i Simon Kjærs kontrakt, der gør, at den stærke danske landsholdsstopper kan forlade sin klub Palermo for et frikøbsbeløb på 90 millioner kroner.

Klausulen gælder for ikke-italienske klubber og trådte i kraft efter Serie A’s sidste spillerunde og gælder ti dage frem. Sæsonens sidste kampdag i den bedste italienske række var i søndags, hvor Palermo ude slog Atalanta 2-1 – en sejr der betød sicilianerne sluttede på en femteplads. Spørgsmålet er, om det var Simon Kjærs afskedskamp for de lyserøde?

- Vi er i en positiv ventesituation. På den ene side er Simon klar til at skifte og prøve en ny og større klub, og på den anden side så trives han fantastisk godt i Palermo. Det er jo heller ikke dårligt at være stamspiller på et tophold i Italien, siger Simon Kjærs agent Mikkel Beck.

Agenten er klar ved telefonen – et eventuelt skifte kan gå stærkt.

- Alle de store klubber rundt om i Europa, der kan have en interesse i Simon, de kender til hans klausul, og dermed ved de også, hvad han koster.

- Status lige nu er, at der ikke er noget i gang, men det kan gå meget stærkt i fodboldens verden, og kommer der en henvendelse, så vil vi se meget seriøst på det, siger Mikkel Beck.

- Men vi ved også, at kommer vi om på den anden side af onsdag, så bestemmer Palermo prisen på Simon. Jeg ved ikke, hvad de vil prissætte ham til, men vi er nok over de 90 millioner kroner, siger Mikkel Beck.

Europas store drenge som Liverpool, Real Madrid, FC Bayern og Arsenal har alle fulgt Simon Kjær i denne sæson, men hvis ikke de kommer på banen i løbet af de næste dage og udløser klausulen, så maner det ikke et klubskifte for Kjær i jorden denne sommer.

Juventus er kendt for sit gode samarbejde med Palermo og nævnes som kommende arbejdsgiver.

- Hvem der eventuelt vil købe Simon eller ej, tænker vi ikke så meget på, før der er en reel henvendelse. Nu skal han holde fokus på landsholdet. VM kan også være et fantastisk udstillingsvindue, siger Mikkel Beck.