Peter Sørensen håber på mildt vejr i Danmark, så aflysning af træningstur til Tyrkiet vil koste mindst muligt.

Silkeborg. Som det eneste hold i Alka Superligaen kommer Silkeborg IF ikke til at træne under sydlige himmelstrøg i optakten til forårssæsonen.

Tidligere mandag blev det endeligt, at klubben aflyser sin træningstur til Tyrkiet, da flere spillere har udtrykt bekymring over sikkerheden i landet.

I stedet skal truppen træne i Silkeborg i hele perioden op til forårssæsonens start. Det giver holdet mindre optimale betingelser i opstartsfasen, medgiver træner Peter Sørensen.

- Det har den betydning, at vi er sårbare over for vejret. Kommer det til at fryse 10-15 grader hen over en længere periode, vil vores træningsmuligheder blive betydeligt forringede.

- Det er svært at vurdere præcist, hvor meget en træningslejr er værd, men når man gør det, er det selvfølgelig ud fra vurderingen om, at det den bedste måde at forberede sig på, siger Peter Sørensen.

Spørgsmål: Skal I være mere påpasselige for at undgå skader, når I træner i kulde?

- Det skal vi nok. Jeg vil ikke flygte fra, at det er bedre at være i syden end i norden i vintertiden, men til gengæld slipper vi for at omstille os, når vi skal hjem fra varme til kulde.

- Så hvis man vil, kan man finde nogle formildende aspekter i aflysningen, siger Silkeborg-træneren.

Han mener desuden, at der kan komme noget godt ud af, at han har lyttet til nogle spilleres ønske om ikke at rejse til Tyrkiet.

I første omgang skal han finde nogle træningsmodstandere som erstatning for de to kampe, holdet skulle have spillet i Tyrkiet.

- Det er en del af udfordringen, der skal løses, men det skal nok løse sig, tror jeg. Det er væsentligt, at vi finder et par gode modstandere, siger Sørensen.

Silkeborg tager hul på forårssæsonen hjemme mod Horsens 18. februar. Holdet overvintrer på ligaens tiendeplads med seks point til en slutspilsplads med fem runder tilbage af grundspillet.

/ritzau/