Silkeborg-boss: Europa eller bagdøren

Silkeborg-direktør Kent Madsen kalder påskeprogrammet for afgørende for sæsonen.

Der venter et stramt program for Silkeborgs Superliga-mandskab, når påsken i weekenden indledes. Tre kampe på syv dage mod henholdsvis FC Midtjylland, AGF og AaB, som alle er en del af et tæt midterfelt i ligaen, hvor kun otte point skiller Horsens på tredjepladsen og Brøndby på ottendepladsen.

Derfor kan udfaldet af disse kampe blive udslagsgivende for Silkeborgs sæson, vurderer direktør Kent Madsen.

- Jeg ser egentlig påskens kampe som meget afgørende for os. For det er alle sammen hold, der ligger i vores egen gruppe. Når påskens kampe er overstået får vi et fingerpeg, om vi skal kigge opad eller passe på bagdøren. Det kan blive en dreng og en pige, siger direktøren til sporten.dk.

FC Midtjylland er placeret på femtepladsen á point med AGF på den Europa-givende fjerdeplads. Skarpt forfulgt af netop Silkeborg og AaB, der har tre point op til de midtjyske rivaler.
Omvendt er der kun syv point ned til Sønderjyske, der er placeret lige over nedrykningsstregen.

Og selvom der i øjeblikket ikke er langt op til de sjove pladser i den øverste halvdel af tabellen, så ændres der ikke på den forsigtige målsætning i Silkeborg.

- Det helt primære mål inden superligaen startede var, at vi skulle blive i ligaen. Det tror vi på nu. Mit gæt er, at vi ender mellem tre og otte. Men selvfølgelig kunne det være sjovt at ende som nummer fire og komme ud og spille i Europa, siger Kent Madsen.

- Det ser ud til at blive lige så tæt, som det så ud til, da vi startede foråret, tilføjer han.

 

Læs også: