SIF-boss forventer stadionplan til februar

Et nyt stadion kommer tættere på i Silkeborg, men endnu mangler den endelige godkendelse fra byrådet.

Det var en historisk beslutning, der blev truffet i Silkeborg, da et fleretal i kommunens Økonomiudvalg valgte at stemme for et nyt stadion i det midtjyske, som klubben så længe har håbet på. 

Dermed ser det endelig ud til, at Silkeborg IF kan flytte fra det umoderne Mascot Park til en ny arena på træningsanlægget Søholt med plads til 10.000 tilskuere. Det er i hvert fald det oplæg, som Økonomiudvalget fremlagde og stemte ja til, men endnu mangler byrådet at stemme for den endelige godkendelse. Sker det, vil Silkeborg-direktør Kent Madsen og resten af ledelsen straks gå i gang med en plan for projektet.

- Nu afventer vi byrådets endelige beslutning. Derefter vil vi skulle lave en konkret aftale mellem kommunen og os. Det kan måske komme på plads i løbet af februar. Med den aftale i hånden skal vi så ud og skaffe den sidste del af finansieringen. Det håber vi på, at vi kan løse her i foråret. Det begynder med andre ord at se rigtig positivt ud, men kampen er ikke fløjtet af endnu, så vi arbejder videre, siger Kent Madsen til Silkeborgs hjemmeside.

Planen er, at Silkeborg Kommune stiller halvdelen af pengene til rådighed til stadionprojektet, der ventes at koste 120 millioner kroner. Den resterende sum skal komme fra klubben selv og investorer, men med salget af den gamle lounge til kommunen, har klubben allerede 20 millioner i kassen. 

Derudover har vil både Jysk og Jyske Bank stille hver 10 millioner kroner til rådighed, og derfor mangler klubben nu at finde yderligere 20 millioner kroner for at realisere drømmen, såfremt byrådet godkender projektet.

Det nye stadion skal efter planen stå klar på Søholt i 2016.

tipsbladet.dk

Læs også: