Shakhtar Donetsk får ifølge Sky Sport 345 mio. kroner for Willian.

Han var med i efterårets Champions League-kampe mod blandt andre FC Nordsjælland.

Men ifølge det britiske medie, Sky Sport, er Willian, der tidligere var et varmt emne i Premier League-klubberne Tottenham og Chelsea, ikke længere ejet af den ukrainske storklub Shakhtar Donesk.

Således er den driblestærke brasilianske offensivspiller købt af den storsatsende russiske klub Anzhi Makhachkala, der trænes af hollænderen Guus Hiddink, for en transfer på intet mindre end 345 mio. kroner.

Det var meningen, at Willian i dag skulle have spillet kamp i Copa del Sol for Shakhtar Donetsk mod CSKA Moskva. Men han var ikke med i flyet.