Manden, alle efterhånden kender som definitionen på det modsatte af fair play, Luiz Adriano, får nu massiv kritik af sin stenrige klubejer

Rinat Achmetov ER Shakhtar Donetsk. Han er præsident i og ejer af den ukrainske klub, og det er ham, der helt og aldeles finansierer gildet. Derfor vækker det også opsigt, når Achmetov for en sjælden gang skyld træder frem og kritiserer én af sine spillere.

Det bliver den brasilianske angriber Luiz Adriano nu udsat for.

- Jeg vil gerne gøre det klart offentligt, at alle, der er tilknyttet vores klub, er dybt skuffede over episoden, som skete under Champions League-kampen, siger Rinat Achmetov.

Den stenrige klubejer henviser selvfølgelig til det 1-1-mål, Luiz Adriano diskede op med i sidste uge, da han valgte at droppe al fair play og alle uskrevne regler og forfølge en bold, der ganske enkelt burde være tildelt FC Nordsjælland, og oven i købet også score på den.

- En sådan hændelse er fuldstændig uacceptabel for nogen, som repræsenterer Shakhtar Donetsk, fastslår Rinat Achmetov.

I øjeblikket undersøger UEFA om Adriano skal straffes for sin usportslige optræden. Shakhtar Donetsk' cheftræner, Mircea Lucescu, har allerede forsøgt at redde sin brasilianske angriber for straf, men klubejer Achmetov vil ikke deltage i det hylekor.

- Vi vil acceptere og følge UEFAs afgørelse i forhold til en eventuel disciplinær straf til spilleren, siger Rinat Achmetov.

Shakhtar Donetsk vandt i øvrigt 5-2 over FC Nordsjælland, efter Adriano havde scoret et hattrick.