Den tidligere engelske fodboldlandsholdsspiller og Southampton-spiller Matthew Le Tissier står nu frem og fortæller om en "ubehagelig" oplevelse med en træner i sine ungdomsår.

Matthew Le Tissiers afsløring kommer, efter at flere andre tidligere engelske fodboldspillere er stået frem og har fortalt om påståede sexovergreb i ungdomsårene.

Matthew Le Tissier fortæller således til BBC South, at han som ung fik "en nøgen massage" af den tidligere Southampton-ungdomstræner, der i den seneste tid har været i centrum for de mange sexanklager.

Ifølge den i dag 48-årige Le Tissier er han ikke blevet misbrugt, men hændelsen var "meget forkert", fortæller han.

»Alle var stort set nøgne og blev smidt op på denne her briks og fik en hurtig massage - det var ubehageligt. Det var meget, meget forkert,« siger han og fortsætter:

»Når man ser tilbage på det, kan man godt se, at det var forkert, men som en ung dreng troede man vel, at det var normalt.«

Matthew Le Tissier tilføjer, at han ikke er overrasket over de mange anklager om sexovergreb, der er dukket op mod den tidligere Southampton-træner i de seneste uger.

»Jeg håber, at det mod, som de drenge, der er stået frem, har vist, vil få andre, der har oplevet det samme, til også at stå frem,« siger han.

Le Tissier spillede for Southampton F.C. fra 1986 til 2002. Inden da havde han et enkelt år på klubbens ungdomshold.

Ifølge BBC forlod den pågældende træner klubben i 1989, fordi der var blevet udtrykt bekymring omkring hans opførsel.

Træneren selv nægter alle beskyldninger og blev i 1992 frikendt for anklager om seksuelle overgreb.

Det engelske fodboldforbund, FA, har nu indledt en intern undersøgelse af de påståede overgreb. Undersøgelsen omfatter hændelser helt tilbage fra 1970'erne.

Southampton F.C. oplyser ifølge BBC, at klubben vil samarbejde med politiet omkring undersøgelsen.

/ritzau/